I næste uge bliver der formodentlig sat punktum i en af de mest højprofilerede skandalesager i amerikansk historie.

De berygtede og potentielt sprængfarlige dokumenter fra den dømte sexforbryder, Jeffrey Epstein, er blot en enkelt underskrift fra at blive lagt frem i lyset.

Og i sidste led er det naturligvis præsidenten Donald Trump, der i månedsvis har bekæmpet udgivelsen, som nu skal godkende den endelige frigivelse.

Det er avisen The Guardian, som skriver, at Donald Trump efter flere måneders intenst pres forventes at sætte sin underskrift mandag.

For hvad der tegnede til to neglebidende tætte afstemninger i Repræsentanternes Hus og Senatet, blev med Trumps velsignelse natten til onsdag gennemført enstemmigt.

»Republikanerne i Repræsentanternes Hus bør stemme for at frigive Epstein-filerne, for vi har intet at skjule, og det er på tide at komme videre fra denne fuphistorie fra Demokraterne,« skrev Donald Trump søndag på sit sociale medie Truth Social og tilføjede:

Foran Kongressen har der de seneste uger fundet flere demonstrationer sted. 
Foran Kongressen har der de seneste uger fundet flere demonstrationer sted.  Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg er ligeglad! Det eneste, jeg bekymrer mig om, er, at Republikanerne kommer tilbage på sporet.«

På nær én republikaner stemte alle i hans eget parti for offentliggørelse. Det var der få, som havde set komme, lyder det i en analyse fra CNNs Stephen Collinson

'Donald Trump er rystet over et spektakulært nederlag, uden tvivl det værste fra hans eget parti på Capitol Hill under to turbulente præsidentperioder, efter at hvert skridt, han tog for at forhale og aflede Jeffrey Epstein-sagen, eksploderede i hans ansigt,' skriver den politiske analytiker.

Donald Trumps hårdnakkede modstand af offentliggørelsen af dokumenterne havde efterhånden fået både modstandere og visse støtter til at spekulere i, om han mon havde noget at skjule.

Foran den amerikanske Kongress er det blevet opstillet en statue, hvor Trump og Epstein holder i hånd. 
Foran den amerikanske Kongress er det blevet opstillet en statue, hvor Trump og Epstein holder i hånd.  Foto: Jose Luis Magana/AP/Ritzau Scanpix

Præsidenten har været nævnt i nogle af de hidtil frigjorte filer, men det har aldrig peget mod noget ulovligt, eller at han skulle kende mere til Epsteins grusomheder.

Nu ser Donald Trump dog ud til at vende tommelfingeren opad for en fuld frigivelse.

I Senatet blev forslaget godkendt af 100 enige senatorer, hvor lederen af det demokratiske mindretal alligevel kom med en advarsel til præsidenten:

»Hvis præsidenten forsøger at manipulere sig til at frigive kun nogle af Epstein-filerne, mens han bevidst skjuler andre, vil offentligheden gennemskue det – og deres frustration og mistillid til Donald Trump vil vokse endnu mere,« sagde Chuck Schumer i Senatet tirsdag ifølge The Washington Post.

Senatets minoritetsleder Chuck Shumer, advarede inden de til sidst stemmede for at godkende loven, der frigiver dokumenterne.
Senatets minoritetsleder Chuck Shumer, advarede inden de til sidst stemmede for at godkende loven, der frigiver dokumenterne. Foto: Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix

Nu er det ifølge The Guardian rettere et spørgsmål om hvad og hvor meget, der offentliggøres.

Flere stemmer har nemlig også, ud af respekt for ofrene, været fortalere for, at tilbageholde visse informationer for offentligheden.

I sin valgkamp havde Donald Trump lovet at udgive alle Eptein-filer, som formodes at indeholde inkriminerende oplysninger om magtpersoner med relationer til Jeffrey Epstein.

Men da Trump endelig blev præsident, fik piben en anden lyd. Det er blandt andet årsag til, at han i weekenden endte i et offentligt skænderi med en af sine mest fremtrædende støtter.

Marjorie Taylor Greene har tidligere markeret sig som en særdeles Trump-loyal politiker og en markant støtte af MAGA-bevægelsen (Make America Great Again, red.)
Marjorie Taylor Greene har tidligere markeret sig som en særdeles Trump-loyal politiker og en markant støtte af MAGA-bevægelsen (Make America Great Again, red.) Daniel Heuer/AFP/Ritzau Scanpix

Her kaldte han Marjorie Taylor Greene, der længe har været en tæt allieret og markant støtter af MAGA-bevægelsen, for en »foræder« og sagde, at han var »færdig med hende«. Læs mere om det HER.