De store smil var fundet frem inden mødet mellem Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj fredag.

Men et eller andet gik helt galt undervejs. Der gik de dog adskillige timer, før det stod klart for omverdenen. Måske gav en europæisk topleders opslag på X et dystert tegn.

Det hele begyndte egentlig så godt.

Stemningen mellem Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og hans amerikanske kollega, Donald Trump, var historisk god inden fredagens topmøde i Washington, D.C.

Trump havde flere gange insinueret, at han godt kunne være klar på at give tilladelse til at sælge det skattede Tomahawk-missil til ukrainsk brug mod Rusland.

Men efter et timelangt telefonopkald med den russiske præsident, Vladimir Putin, i dagene inden ændrede Trumps tone sig pludselig, hvad angik det specifikke missil.

Der var smil og god stemningen i de indledende faser af mødet fredag mellem Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj. Det skulle dog ændre sig.
Der var smil og god stemningen i de indledende faser af mødet fredag mellem Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj. Det skulle dog ændre sig. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Alligevel var stemningen glimrende, da Trump og Zelenskyj inden mødet i Det Hvide Hus fredag havde inviteret pressen indenfor i lokalet, hvor deres fælles arbejdsmiddag skulle stå.

Og selv da mødet var slut, kunne man forstå, at det havde været et godt og ligefremt møde.

Den gode stemning var stadig i behold.

I hvert fald på overfladen.

For der var enkelte indikatorer på, at noget ikke var gået, som det skulle – set med ukrainske øjne.

En helt klar af dem kom fra den polske premierminister og klare støtte af Ukraine, Donald Tusk.

Lørdag gik han på X og skrev følgende om mødet:

»Efter præsident Zelenskyjs samtaler i går i Det Hvide Hus og siden med europæiske ledere, står en ting helt klart: Europas solidaritet med Ukraine angående den russiske aggression er i dag vigtigere end nogensinde.«

Polens premierminister, Donald Tusk.
Polens premierminister, Donald Tusk. Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix

Og så begyndte folk at undre sig.

Hvis mødet mellem Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj var gået så fint, som det blev udlagt fra officiel hånd, hvorfor var der så behov for en så markant støtteerklæring på Europas vegne til Ukraine og dets præsident?

Den amerikanske journalist og analytiker Michael Weiss var blandt dem, der opfangede tonen i Donald Tusks opslag og skrev:

»Så slemt, hva'?«

I timerne efter middagen mellem Trump og Zelenskyj begyndte den officielle fortælling om et fint møde at krakelere.

Helt væk var den pæne fernis, da Financial Times søndag i dybden kunne fortælle om et møde, der ifølge mediet var gået helt skævt.

Trump og Zelenskyj skal have råbt ad hinanden, den amerikanske præsident kastede angiveligt et kort over frontlinjen i Ukraine til side og den ukrainske præsident måtte forlade Washington, D.C., tomhændet – slet ikke i nærheden af de Tomahawk-missiler og den amerikanske støtte, som han havde håbet på.

Værst af alt forlød meldingerne fra mødet, at Trump skulle have beskrevet krigen i Zelenskyjs hjemland som en 'speciel militær operation' – netop den måde Vladimir Putin omtaler invasionen af nabolandet.

Smilet på Volodymyr Zelenskyjs ansigt inden mødet fredag i Det Hvide Hus var stort. Det forstummede angiveligt senere.
Smilet på Volodymyr Zelenskyjs ansigt inden mødet fredag i Det Hvide Hus var stort. Det forstummede angiveligt senere. Aaron Schwartz/EPA/Ritzau Scanpix

Og den amerikanske præsident forslog videre, at give Rusland hele den østukrainske Donbas-region – angiveligt i bytte for mindre områder i eksempelvis Kherson og Zaporizjzja – ellers ville Putin 'ødelægge' Ukraine, lod Trump forstå.

Det virker efterhånden til, at Donald Trump har skiftet mening adskillige gange, når det kommer til krigen i Ukraine.

Og det kan sagtens komme til at ske igen.

I løbet af få uger er det planen, at Trump skal mødes med Vladimir Putin i Ungarn.

Sidst de to mødtes, gik det angiveligt også rigtig skidt. Det kan man læse mere om her.