Normalt er Spanien kendt for at være en brandvarm turistdestination.
Men for tiden er flere områder i landet reelt rødglødende – i hvert fald i meteorologernes advarsler. Det er derfor en god idé at huske på særligt to ting, hvis du befinder dig dernede eller skal derned de her dage.
Det forklarer Gunnar Hasle, der er infektionslæge og leder af Rejseklinikken, til norske Dagbladet.
Hans vigtigste råd til de mange turister er at huske nok vand og nok salt:
»Vi snakker om flere liter vand og salt nok. Og så kan man ikke bruge øl eller vin. Den første halvliter hjælper, men øl er et vanddrivende middel. Lad være med at bruge den som tørstslukker,« siger Gunnar Hasle til Dagbladet.
De spanske myndigheder har de her dage sendt både orange og røde farevarsler ud for store dele af landet.
På ferieøen Gran Canaria har der været meldinger om omkring 37 grader tirsdag, mens der flere steder advares om hedebølge.
I det sydlige Spanien omkring Sevilla og Cordoba kan der i første del af ugen blive op mod 43-44 grader.
Til Dagbladet forklarer Gunnar Hasle, at solcreme beskytter mod det farlige UV-lys.
Men ikke mod varmen.
Derfor råder han til at søge skygge og ikke nøjes med solcremen.
»Hvis det er 40 grader udenfor, og du går med bar hud, er strålevarmen på huden cirka 900 W/m², altså som en god kogeplade. Afkøling i vandet virker kun i kort tid,« forklarer han.
