Det er ikke kun de voldsomme brande, der udgør trusler: Nu indsætter man politiet
I øjeblikket står tusindvis af huse tomme, fordi folk er evakueret.

I øjeblikket står tusindvis af huse tomme, fordi folk er evakueret.

Det er ikke kun voldsomme naturbrande, der truer boligerne på den populære franske halvø Cap Ferret, der ligger sydvest for storbyen Bordeaux.
For visse personer har – muligvis – haft planer om at udnytte situationen.
I hvert fald oplyser de lokale myndigheder i Nouvelle-Aquitaine og Gironde, som Cap Ferret hører til, at man har indsat betjente i området.
Og det sker blandt andet for at forhindre, at folk begår indbrud i de mange huse og villaer, der står tomme, efter flere hundredtusinder er evakueret i området af følge af brandene.
»1.200 medarbejdere fra de indre sikkerhedsstyrker er sat ind i forbindelse med branden i Gironde,« lyder det i et opslag på X, hvor det tilføjes:
»Her på halvøen Cap Ferret patruljerer gendarmerne for at forhindre indbrud i de evakuerede boliger.«
Der er ikke meldt noget om, hvorvidt der har fundet indbrud sted i området.
I alt er 220.000 mennesker blevet evakueret fra departementet Gironde og i nabodepartementet Landes.
De franske myndigheder har mobiliseret flere end 5.200 brandfolk, soldater og politibetjente i forbindelse med slukningsarbejdet og evakueringerne.
Foreløbigt er 42.000 hektar – eller 420 kvadratkilometer – brændt ned i Gironde.
Det svarer til to tredjedele af størrelsen af Bornholm.
Frankrig er ikke det eneste land i Sydeuropa, der i øjeblikket kæmper med flammer. I Spanien hærger naturbrande store områder omkring hovedstaden Madrid og storbyen Valencia.