»Nogen ved noget.«

Sådan sagde tv-værten Savannah Guthrie i et tv-program på NBC lørdag, hvor hun og hendes søskende appellerede om hjælp til at finde deres mor.

Det er nu præcis syv uger siden, at Nancy Guthrie blev meldt savnet.

Den 84-årige kvinde forsvandt sporløst fra sit hjem i Tucson, Arizona, og en mytiske hætteklædt mand blev filmet af overvågningskameraet ved hendes fordør.

Derfor arbejder politiet ud fra en teori om, at hun er blevet bortført. 

I reportagen på NBC gav familien udtryk for stor taknemmelighed over den støtte, de har fået fra lokalsamfundet.

Trods en intens efterforskning er det endnu ikke lykkedes at finde spor efter Nancy Guthrie. 
Trods en intens efterforskning er det endnu ikke lykkedes at finde spor efter Nancy Guthrie.  Arkivfoto: Justin Sullivan/AFP/Ritzau Scanpix

Samtidig sendte de en bøn om, at folk i området ransager deres hukommelse og ser deres videoovervågninger igennem for at finde ud af, om de ligger inde med informationer, der kan hjælpe politiet. 

»Nogen ved noget. Det er muligt, at folk i dette område har oplysninger, som de ikke engang er klar over er vigtige,« lød det fra Savannah Guthrie og hendes søskende. 

»Ingen detalje er for lille. Det kan være nøglen.«   

Nancy Guthrie blev sidst set 31. januar, men blev meldt savnet, da hun dagen efter ikke dukkede op i kirke som sædvanligt. 

NBC-værten Nancy Guthrie fotograferet med sin mor, Nancy Guthrie. 
NBC-værten Nancy Guthrie fotograferet med sin mor, Nancy Guthrie.  Arkivfoto: Nbc/Reuters/Ritzau Scanpix

Politiet har tidligere udtalt, at de mener, kidnapningen af den ældre kvinde var planlagt.

Familien har tryglet bortføreren om at bringe deres mor sikkert hjem og har tilbudt en million dollar i dusør. 

Savannah Guthrie lægger ikke skjul på, at familien er dybt berørt af sagen. 

»Vi savner vores mor med hvert åndedrag, og vi kan ikke finde fred, før hun er hjemme.«

»Vi kan ikke sørge, vi kan kun længes og undre os. Vores eneste fokus er at finde hende og bringe hende hjem. Vi ønsker at fejre hendes smukke og modige liv. Men det kan vi ikke gøre, før hun er bragt til et sidste hvilested.«