De sidste mange døgn har været ren panik i Afghanistan i takt med nyheden om, at Taliban har overtaget hovedstaden Kabul.
Her har flere ambassader måttet evakuere personalet: Skoler og butikker er lukket med øjeblikkelig virkning, og størstedelen af byens indbyggere forsøger at flygte.
Men midt i al kaosset, som hærger Afghanistan, har en ung afghansk kvinde beskrevet sin frygt og det ødelagte håb, som især hendes generation oplever lige nu. Det skriver ABCnews.
Den 22-årige Aisha Khurram er nemlig én af de afghanske kvinder, der befinder sig i hovedstaden, hvor hun til daglig er studerende på universitetet.
En situation, som i den grad vækker frygt og er udfordrende, da hun og hendes kvindelige medstuderende netop har fået beskeden om, at det er usikkert, om de nogensinde kan komme tilbage igen.
»Fremtiden er på spil. Vores liv er på spil,« siger Aisha Khurram.
Aisha har kun to måneder tilbage af sit studium, og herefter havde hun ellers håbet på, at hun kunne bidrage til sit land, da hun i arbejder som menneskerettighedskæmper og interesserer sig for FNs arbejde.
Men lige nu er fremtiden uklar. Og utrygheden vokser sig kun større og større.
»Kampen for vores rettigheder og de ting, vi har udrettet, er nu placeret bagest. Det eneste, folk tænker på nu, er, hvordan man overlever her eller flygter,« sagde Aisha Khurram.
For flere millioner afghanere er der nemlig ingen vej ud grundet lukkede landegrænser og store visumomkostninger.
En situation, der gør Aisha utryg. For spørgsmålet om, hvem der nu skal beskytte dem, er uvis.
Ingen repræsenterer os – hverken regeringen eller Taliban. Det eneste, vi har, er vores gudAisha Khurram
Derfor er hun også dybt berørt over, hvordan hele situationen er blevet håndteret, da hun var overbevist om, at USA ville støtte Afghanistans fremtid.
»Lige nu føler jeg mig naiv. Jeg er ked af, at jeg havde tillid til dem, og jeg er i stor sorg overfor min generation,« fortæller Aisha Khurram.

