Hver dag i 2025 er der i gennemsnit lukket én pub i England og Wales.
Faktisk er det lidt mere end én om dagen, for fra nytår for et år siden og frem til den 1. december lukkede 366 pubber, skriver The Guardian.
Det er ikke pubber, der kommer tilbage på markedet. De er bygget om til andre formål som cafeer eller kontorer, eller også er bygningerne revet ned.
The Guardian skriver, at det først og fremmest er økonomisk pres, der fører til, at pubberne må lukke.
Analytikere siger, at det kan blive værre i 2026, for til april kommer en ny ejendomsskat, der vil koste pubberne.
I tørre tal er antallet af pubber i 2025 faldet fra 38.989 til 38.623.
Avisen skriver, at der over de seneste fem år er lukket 2000 pubber, og hver eneste region i England og Wales har færre pubber nu end for et år siden.
Pubber er et traditionelt samlingssted for mange briter, og særligt i småbyer og i mindre samfund har pubberne spillet en rolle for sammenholdet.
Det er ofte her, byens sager blive afgjort. Pubber kan også fungere som stemmesteder ved valg.
BBC skrev tidligere i år, at der er flere årsager til, at det går skidt for pubberne. De unge har andre vaner end at gå på pub og drikke øl, og generelt drikker briterne mindre.
Briterne har også færre penge mellem hænderne, mens omkostningerne for pubejerne er steget.
Coronapandemien var hård for branchen. Da holdt folk sig hjemme for at få bugt med smitten, og da pandemien var væk, havde mange briter lært, at det godt kan lade sig gøre at arbejde hjemme.
Hjemmearbejde hænger ved, og når man arbejder hjemme, går man ikke på pub med et par kolleger på vej hjem fra arbejdet.
/ritzau/
