Mindre end fem måneder efter introduktionen af det første vaccineprogram mod covid-19 er der brugt over en milliard vacciner.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP, der har foretaget en optælling baseret på officielle tal.

Ifølge optællingen passerede vaccineantallet en milliard lørdag klokken 18.45 dansk tid.

Verdens samlede befolkning er på omkring 7,8 milliarder mennesker, men selv om der er brugt over en milliard vacciner, er det ikke ensbetydende med, at over en milliard mennesker er vaccineret.

De fleste vacciner kræver, at en person vaccineres to gange for at være beskyttet.

Ifølge AFP's tal er vaccinerne brugt i 207 lande og territorier.

Men 58 procent af vaccinerne er brugt i de tre mest folkerige lande på kloden.

Det er Kina med over 1,4 milliarder indbyggere, Indien med over 1,3 milliarder mennesker og USA med 330 millioner indbyggere.

Af dem er der brugt flest vacciner i USA, nemlig 225,6 millioner doser. Derefter er det Kina med 216,1 millioner doser og endelig Indien med 138,4 millioner.

Af de 5,8 millioner danskere har knap 1,2 millioner fået mindst et stik, siger Statens Serum Institut.

/ritzau/AFP