»Et lille skridt for et menneske, et stort skridt for menneskeheden.«

Neil Armstrongs berømte ord er blevet genfortalt lige siden, han som den første satte fod på månen 21. juli 1969 kl. 03:56 dansk tid.

Der er skrevet stolpe op og stolpe ned om den velkendte månelanding, der i morgen har 50 års jubilæum.

MEN, der er en historie, der er gået under radaren. Neil Armstrongs fodaftryk i månestøvet gjorde nemlig en 20-årig mand fra Storbritannien til millionær.

Mandens navn var David Threlfall, og skal man tro mediet Air and Space Magazine førte hans store passion for rumfart ham til at oddse på, at den amerikanske præsident John F. Kennedy’s udtalelse fra 1961 om at man inden for et årti ville sætte fod på månen ville gå i opfyldelse.

David Threlfall spillede 10 pund, hvilket (ifølge mediet, red.) i dag svarer til ca.1.480 kroner på, at John F. Kennedys påstand ville gå i opfyldelse.

Da han var den første til at spille på dette i april 1964, og da det på daværende tidspunkt var usandsynligt, at det nogensinde ville gå i opfyldelse, fik han odds 1.000 på udfaldet.

Den historiske månelanding blev fulgt tæt af medierne, og derfor var David Threlfall inviteret ind til et tv-studie i London for at følge med i udviklingen og se sit odds gå hjem.

Som bekendt satte Neil Armstrong fod på månen, og det gjorde i datidens penge David Threlfall til millionær, da hans 10 pund blev til 10.000 pund, som i dag (ifølge mediet, red.) ca. svarer til knap halvanden million danske kroner.

Men historien stopper ikke der, for den store sum penge endte med at blive David Threlfalls endelige.

For pengene købte han nemlig en sportsvogn, som han i november 1970 kørte galt i og døde.

David Threlfalls navn lever dog videre, og den unge mands vilde odds banede vejen for mange andre, der efter ham, spillede penge på månelandingen.