Manden, der stoppede nazisternes atomvåbenplan, var den sidste berømte modstandsmand i Norge.

Oslo. Norge sørger over krigshelten Joachim Rønneberg, som ledede en stor sabotageaktion mod nazisterne i hans besatte hjemland i 1943.

Rønneberg, der døde søndag, 99 år, blev mest kendt for sit vovemod i Operation Gunnerside.

Under operationen saboterede han og andre norske frihedskæmpere en tysk-kontrolleret fabrik, som producerede tungt vand med henblik på produktion af atomvåben.

Norsk Hydros fabrik i Vemork ved Rjukan i Telemarken blev ødelagt den 27. februar 1943.

Aktionen blev skildret i en Hollywoodfilm fra 1965, "Telemarkens helte", med blandt andre Kirk Douglas og Richard Harris i hovedrollerne.

- Rønneberg er formentligt den sidste af de mest kendte frihedskæmpere, som er faldet væk, siger den norske statsminister, Erna Solberg, til NTB.

Rønneberg trænede sammen med andre norske frihedskæmpere i Storbritannien, og blev sat til at lede den hemmelige Operation Gunnerside.

Vemork-fabrikken, som lå i det sydlige Norge nær Rjukan, var på det tidspunkt den eneste i verden, som producerede betydelige mængder af tungt vand.

I 2013 sagde Rønneberg til BBC, at han først forstod missionens store betydning, da atombomberne blev kastet ned over Hiroshima og Nagasaki i Japan i 945.

Rönneberg, der blev født i 1919 i Aalesund, flygtede fra Norge, da nazisternes invaderede landet i 1940. I en alder af 21 år sejlede han sammen med otte andre i en båd til Skotland. Men han var fast besluttet på at vende tilbage og kæmpe mod tyskerne.

Forud for sabotageaktionen blev Rønneberg og hans mænd kastet ned i faldskærm i fjeldet. De nåede frem til området med deres mål på ski. De kom ind på fabrikken ved at bruge jernbanesporet til den.

- Vi tænkte mange gange, at vi kun havde en enkeltbillet, sagde han senere.

Efter eksplosionen flygtede gruppen til Sverige på ski - godt 320 kilometer gennem Telemarken. De blev jaget af over 3000 tyske soldater.

- Det var nok mit livs bedste skiweekend, sagde Rönneberg til BBC for fem år siden med et skævt smil.

Han var efter krigen tilbageholdende med at tale om sin indsats under krigen, men i 1970'erne stod han frem og blev kendt i Norge.

- De, som vokser op i dag, skal forstå, at vi altid må være parate til at kæmpe for fred og frihed, sagde Rönneberg, som efter krigen blev journalists og blandt andet arbejdede for NRK.

Sabotagen og amerikanske luftangreb i det efterfølgende år fik tyskerne til at opgive deres atomplaner. Operation Gunnerside er blevet kaldt den mest vellykkede sabotageaktion under Anden Anden Verdenskrig.

/ritzau/NTB