Den norske oliefond fik et afkast på 1753 milliarder norske kroner i første halvdel af 2026.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Det er en stigning på 9,4 procent og svarer til 1197 milliarder danske kroner.

Nicolai Tangen, der er chef for oliefonden, siger, at afkastet er drevet af investeringer i aktier.

- Særligt fra asiatiske teknologiaktier, lyder det i en pressemeddelelse ifølge NTB.

Ved udgangen af juni havde fonden værdier for samlet 22.683 milliarder norske kroner.

Oliefonden blev oprettet, efter at man fandt olie i Nordsøen. Fondens formål er at beskytte Norges økonomi mod udsving i olieindtægterne.

Den fungerer også som en finansiel reserve og langsigtet opsparing, så både nuværende og kommende generationer kan få glæde af landets olieindtægter. Det skriver fonden på sin hjemmeside.

RITZAU