Karl Lagerfeld, der fra 1983 stod i spidsen for modehuset Chanel, er død. Han blev 85 år.

Den legendariske tyske modeskaber Karl Lagerfeld er død. Han blev 85 år.

Det bekræfter Chanel over for nyhedsbureauerne AP og Reuters.

Lagerfeld var særligt kendt for sin tid hos det ikoniske modehus Chanel, hvor han var chefdesigner i over tre årtier frem til sin død. Her var han, fra han blev ansat i 1983, med til at booste Chanels popularitet.

Lagerfeld var et af de mest profilerede og anerkendte navne inden for modeverdenen og har været aktiv i langt over et halvt århundrede.

Hans store gennembrud kom i 1954, hvor han tegnede en uldjakke, der vandt en konkurrence og sikrede ham en praktikplads hos den verdenskendte designer Pierre Balmain.

Lagerfeld var kendt for sit særlige look, der blandt andet bestod af et mørkt jakkesæt, håret trukket tilbage i en hestehale og store mørke solbriller.

- Jeg er på en måde en karikatur af mig selv, og det kan jeg ret godt lide, lyder et ofte brugt Lagerfeld-citat.

Lagerfeld var kendt for til tider at levere kontroversielle citater.

Han udtalte sig blandt andet kritisk om Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og skuespillerinden Meryl Streep.

Sidstnævnte beskyldte han for at have afvist at iføre sig en kjole designet af Lagerfeld ved oscaruddelingen i 2017, fordi hun blev betalt for at gå med en anden kjole. Det har Streep dog selv afvist.

Ifølge det franske kendismagasin Purepeople døde Karl Lagerfeld tirsdag morgen efter at være blevet hastet til et hospital i Neuilly-sur-Seine i udkanten af Paris aftenen forinden.

Der har gennem tiden svirret forskellige fødselsdagsdatoer på Lagerfeld. Den mest troværdige menes dog at være 10. september 1933.

Lagerfeld - der blandt andet gik under tilnavnene "Kaiser Karl" og "Fashion Meiser" - blev født i Hamborg. Hans mor var tysk og faren svensk.

/ritzau/Reuters