Den 36-årige rapstjerne Nicki Minaj har annonceret, at hun træder tilbage for at stifte familie.

Den amerikanske rapper Nicki Minaj meddeler, at hun indstiller sin karriere. Det skriver den 36-årige stjerne på Twitter.

- Jeg har besluttet at trække mig tilbage for at stifte familie.

- Jeg ved, at I er glade nu. Til mine fans, bliv ved med at repræsentere mig. Gør det, til jeg dør, lyder det.

Rapperens fans har reageret med både vrede og skuffede kommentarer til opslaget.

Nicki Minaj, hvis borgerlige navn lyder Onika Tanya Mara, udgav sit første album, "Pink Friday", i 2010.

Siden da er hun blevet et af verdens helt store kvindelige hiphop-navne med hits som "Starships", "Anaconda" og "Super Bass".

Hendes fjerde album, "Queen", udkom i 2018.

Godt tre timer inden udmeldingen på Twitter lagde Nicki Minaj et billede op af sig selv, som hun så ud i 2008, på sin Instagram-profil.

Billedet var ledsaget af teksten:

- Jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage i tiden og kramme den her lille pige. Plejede at være #densødestepige, skriver hun med henvisning til sangen "Sweetest Girl", som også spiller hen over billedet på Instagram.

Sangen figurerede på hendes andet mixtape "Sucka Free" fra 2008.

Nicki Minaj slog i 2017 Aretha Franklins rekord i at have haft flest numre på den amerikanske singlehitliste, Billboard Hot 100.

Souldronningen Franklin havde gennem tiden haft 73 sange på hitlisten, men hun blev vippet af pinden af Minaj, som på daværende tidspunkt havde haft 76 numre på listen.

Ifølge Soundvenue har Minaj ellers været i modvind den senere tid.

Det har blandt andet skyldtes en uheldig alliance med den kontroversielle og kriminelle rapper 6ix9ine, en aflyst turné og et skuffende albumsalg.

Samtidig har konkurrenten Cardi B truet med at vælte Minaj af tronen, og der har løbende været stridigheder mellem de to rapstjerner på sociale medier.

Nicki Minaj lagde for nylig vejen forbi Danmark, da hun i marts optrådte i Royal Arena i København.

/ritzau/