Efter drabet på en 17-årige dreng med afrikansk baggrund er der udbrudt kaos og voldelige sammenstød i flere forstæder til Paris i Frankrig.

Torsdag aften er situationen eskaleret i byen Nanterre, hvor en politibetjent tirsdag skød og dræbte drengen i forbindelse med en biljagt. Den 17-årige var fører af bilen.

Flere franske medier kan nu berette om en enorm brand, der opsluger stueetagen i en bygning, der huser den franske bank Crédit Mutuel. Der er meldinger om betjente på gaden, der bliver angrebet. Biler og tog, der sættes i brand, og institutionsbygninger, der angribes med sten og molotovcocktails.

Samtidig er et populært turistområde i Marseille blevet evakueret, efter at der er blevet affyret tåregas ved den gamle havn.

Der har i løbet af de sidste to nætter været flere voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi. Ifølge BBC News er omkring 170 betjente blevet såret, 180 personer anholdt og over 40 biler sat i brand.

Tidligere på dagen har man forberedt sig på, at volden ville eskalere, og de franske myndigheder har mobiliseret 40.000 betjente – 5.000 alene i Paris. 

Der har også været meldinger om, at de franske specialstyrker befinder sig i Nanterre, skriver franske medier, herunder Le Figaro og Le Parisien.

Ifølge nyhedsbureauet AFP viser et internt sikkerhedsnotat, at de franske myndigheder forventer, at de kommende nætter vil være »teater for vold i byer.«

Der er blevet sat ild til den franske bank Credit Mutuel, der ligger i Nanterre.
Der er blevet sat ild til den franske bank Credit Mutuel, der ligger i Nanterre. Foto: Zakaria Abdelkafi/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

For at forhindre voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter har provinsbyen Clamart sydvest for Paris indført et udgangsforbud. Det gælder fra 21.00 til klokken 06.00 om morgenen frem til mandag 3. juli.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har også reageret på episoden og kalder det dræbende skud for et »ubegrundet skyderi.« I den forbindelse opfordrer præsidenten også til, at demonstranterne lader retten gå sin gang.

»Vi har brug for ro, for at retfærdigheden kan ske fyldest. Og vi har brug for det over alt, for vi kan ikke tillade, at situationen forværres,« siger han ifølge CNN.

Udmeldingen kommer, efter at der natten til torsdag er blevet sat ild til 25 politistationer landet over. Det oplyser fransk politi til Le Figaro.

I den franske forstad Nanterre har flere tusinde demonstreret efter drabet på den 17-årige dreng, Naël.
I den franske forstad Nanterre har flere tusinde demonstreret efter drabet på den 17-årige dreng, Naël. Foto: Bertrand Guay/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Omkring 50 uddannelsesinstitutioner har også måttet holde lukket torsdag på grund af uroligheder. Desuden har den offentlige transport været begrænset.

Mens uroen vokser for tredje aften i træk i Frankrig, så kommer flere af forstædernes borgmestre med en fælles appel torsdag aften. De opfordrer til »ro, dialog og en ende på volden.«

B.T. følger sagen.