Tre mennesker har søndag mistet livet i forbindelse med skyderier og vold under demonstrationer i den syriske by Latakia.

Det oplyser provinsens mediekontor.

Latakia er hjemsted for en betydelig del af Syriens alawitiske mindretal.

Alawitter i tusindvis var søndag gået på gaden for at kræve et decentraliseret politisk system og frigivelse af alawitiske fanger.

Omkring to timer inde i demonstrationen kunne der høres skud fra et sted. Det melder en journalist fra nyhedsbureauet Reuters, som var til stede under demonstrationen.

Herefter skød sikkerhedsstyrker op i luften, og demonstrationen udviklede sig til et kaos, hvor demonstranter måtte bære sårede væk til fods.

Latakia-provinsens mediekontor oplyser, at tre mennesker blev dræbt, og at over 40 blev såret. Det fremgår ikke af meddelelsen, om det blot var i Latakia, eller om det også omfattede demonstrationer andre steder.

Demonstranterne råbte i Latakia blandt andet:

- Vi vil have føderalisme! Det syriske folk er ét!

Det statslige nyhedsbureau Sana rapporterer, at en person fra sikkerhedsstyrkerne blev dræbt af "bevæbnede tilbageværende elementer af det tidligere regime" i Latakia.

Meldingen fra Sana lyder, at civile og sikkerhedsstyrker blev såret af skud fra ukendte personer i nærheden af Azhari-pladsen.

Søndagens demonstrationer var ifølge nyhedsbureauet AFP også en protest over, at mindst otte mennesker fredag ifølge syriske myndigheder blev dræbt i en eksplosion i en moské i byen Homs.

Eksplosionen skete i et område, hvor der i overvejende grad bor alawitter.

Mens de fleste syrere er sunnier, er Bashar al-Assad - den afsatte tidligere leder af landet - alawit, som er en sekt inden for shiaislam.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) har siden Assads afgang i december 2024 meldt om bortførelser og drab på personer, der tilhører det alawitiske mindretal.

Over 1000 alawitter blev ifølge SOHR dræbt i marts, da et fejlslagent oprør, som Assad-loyale folk stod bag, førte til hævndrab fra styrker med forbindelse til den syriske regering.

/ritzau/Reuters