Med skilte og bannere kræver demonstranter den mistænkte i Madeleine McCanns forsvinding smidt ud af den nordtyske by Kiel.
Det er den 48-årige pædofilidømte Christan B, som de mener ikke skal have lov til at bo i byen. Det skriver Sky News.
»Jeg er ikke imod reintegration, men en person som denne skal låses inde i forebyggende forvaring eller i det mindste anbringes på en institution, hvor han overvåges ordentligt af fagfolk,« fortæller demonstranten, Denise P til mediet.
De cirka 150 demonstranter mener ikke mindst, at Christan B skal smides ud, men også at der generelt skal være mere åbenhed fra myndigheder om placeringen af seksualforbrydere i boligområder.
Den mistænkte, Christian B, blev i september måned løsladt fra et tysk fængsel efter syv år bag tremmer for en voldtægt på en kvinde i 2005.
Siden hans løsladelse beretter mediet, at Christian B er blevet smidt ud af de hoteller, han er checket ind på, når de er blevet bekendt med hans identitet, mens han også er blevet nægtet adgang på visse varmestuer.
Ifølge mediet er lokale borgere i Kiel begyndt at lægge billeder på sociale medier, når de påstår at have set ham i bybilledet.
Nogle opfordrer endda til at begå vold mod den mistænkte i Madeleine McCanns forsvinding.
For hans egen sikkerhed har politiet derfor flyttet ham, hvor han senere er dukket op i byen Braunschweig.
Christian B er ikke dømt i sagen om Madeleine McCann, men har i flere år været den hovedmistænkte i sagen. Den voldtægt, som han senest har afsonet fængsel for, fandt sted i netop den portugisiske by, som Madeleine McCann forsvandt fra under en ferie i 2007.