Tusindvis af demonstranter stødte fredag aften sammen med politiet i Albaniens hovedstad, Tirana.
Politiet affyrede tåregas og vandkanoner mod demonstranterne, som skød med fyrværkeri og kastede hjemmelavede molotovcocktails.
Demonstranterne er tilhængere af Det Demokratiske Parti (PD) under den tidligere konservative premierminister Sali Berisha.
De var samlet foran regeringsbygningen i Tirana for at kræve landets socialistiske premierminister, Edi Rama, afsat.
- Vi må redde Albanien fra Edi Rama, som har kastet landet ud i fattigdom og korruption, sagde den 81-årige Berisha til folkemængden.
- Han er blot et politisk lig, tilføjer han.
Sali Berisha måtte dog hurtigt afslutte sin tale, da nogle demonstranter affyrede fyrværkeri og kastede de hjemmelavede brandbomber mod regeringsbygningen.
Politiet brugte vandkanoner og tåregas for at tvinge de vrede demonstranter væk.
En AFP-journalist på stedet oplyser, at sammenstødet mellem politi og demonstranterne varede i omkring to timer.
Ifølge politiet blev omkring 30 mennesker anholdt. Det Demokratiske Parti oplyser, at omkring 40 af partiets tilhængere blev lagt i håndjern.
Albaniens indenrigsminister, Albana Kociu, fordømte det, hun betegner som hærværk og skrev i et opslag på sociale medier, at det er en forbrydelse at angribe politiet.
Albansk politik har ofte været præget af bitre stridigheder både i og uden for parlamentet mellem venstre- og højrefløjspartier, som jævnligt beskylder hinanden for korruption og at samarbejde med kriminelle.
Spændingerne er taget til siden november, hvor vicepremierminister Belinda Balluku, en nær allieret af premierminister Edi Rama, blev suspenderet i forbindelse med en korruptionsskandale, som nu efterforskes.
Flere tidligere ministre i Ramas regeringer har været genstand for korruptionsundersøgelser.
Albaniens kamp mod korruption har været et særligt fokusområde for EU i forhandlingerne om medlemskab med regeringen i Tirana.
/ritzau/AFP
