Demonstranter er fredag lykkedes med at bryde ind på byggepladsen for et datacenter i Amsterdam i Holland.

Datacenteret tilhører Microsoft.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Indbruddet har fundet sted i forbindelse med en demonstration mod datacenteret, der ligger i den ydre del af den hollandske hovedstad.

Det er omkring 200 aktivister, som er brudt ind på byggegrunden.

Heriblandt en gruppe danske aktivister.

Det skriver Den Grønne Ungdomsbevægelse i en pressemeddelelse.

Aktivisterne har sendt balloner og røg op i himlen, i et forsøg på at tage området tilbage fra den amerikanske tech-gigant.

Det er aktivister fra flere europæiske lande, heriblandt Tyskland, Frankrig, Portugal og Spanien.

Før de brød ind på grunden, gik de arm i arm, kravlede op i kraner, dansede og hang balloner op.

Nogle gik også med plakater med teksten "Rend (screw, red.) jeres datacentre".

Der er fredag og lørdag varslet flere demonstrationer i 16 lande mod etablering af datacentre på tværs af Europa under parolen "Stop Dirty Data Centres".

Der er også planlagt en demonstration på dansk plan. Denne finder sted lørdag.

"Stop Dirty Data Centres" er en koalition af flere miljøorganisationer og aktivistgrupper, der opfordrer til at sætte bygningen af datacentre på pause.

Det er Pure Data Centres, der ejer byggegrunden. Selskabet planlægger at investere over en milliard dollar.

Selskabet udtalte fredag, at man opfordrede til samarbejde ved hjælp af dialog i stedet.

- Vi beder de tilstedeværende på stedet om at forlade området på en sikker måde og indgå i dialog med os om projektet og eventuelle bekymringer.

Microsoft har også udtalt sig i forbindelse med demonstrationen.

Herfra lyder det, at man forstår folks store følelser om projektet og respekterer, at der skal være ret til at udtrykke de følelser.

RITZAU