Demokratisk præsidentfavorit chokerer: Så stiller jeg ikke op
Gavin Newsom kommer med et ultimatum om sine fremtidige præsidentambitioner.

Gavin Newsom kommer med et ultimatum om sine fremtidige præsidentambitioner.

Han har længe været betragtet som det varmeste demokratiske bud på en præsidentkandidat om to år – men nu kommer Gavin Newsom med en overraskende udmelding.
Hvis partifællen Kamala Harris igen vælger at stille op i 2028, vil han øjeblikkeligt trække sig fra ræset og ikke selv stille op.

»Hvorfor skulle jeg? Jeg ville ikke gøre det mod hende, jeg ville ikke gøre det mod mig selv. Jeg vil ikke spilde alles tid,« lyder det til CNN.
Det er tv-stationens kendte journalist og vært Jake Tapper, der har lavet interviewet, og han er mildest talt forbløffet over udtalelsen, fremgår det af artiklen.
»Helt ærligt, jeg var chokeret over at høre det,« konstaterer han:
»Det gav ingen mening for mig.«
Men Gavin Newsom har argumenterne klar. Han og Kamala Harris ligner simpelthen i alt for høj grad hinanden.
De kommer fra samme stat, Californien. De har samme vennekreds, samme støtter og altså potentielle donorer. Også tilhængerne overlapper hinanden.
»Først og fremmest vil det være en gave fra Gud – til alle andre,« forklarer Gavin Newsom:
»De ville virkelig nyde det. Det ville være en garanteret gensidig ødelæggelse, og det ville ikke tjene noget højere formål. Der ville ikke være noget som helst gevinst.«
Kamala Harris har flere gange flirtet med tanken om at stille op igen, som hun gjorde i 2024, hvor det endte med et klart nederlag til Donald Trump, efter at hun sent i forløbet havde erstattet Joe Biden.
Og selvom CNNs Jake Tapper gør den nuværende demokratiske guvernør i Californien opmærksom på, at Kamala Harris ligner en modstander, der kunne være nem at besejre, lyder det bestemt:
»Det kommer simpelthen ikke til at ske.«
Gavin Newsom understreger, at han ikke ved, om Kamala Harris har tænkt sig at stille op, og NBC News har bedt hendes bagland om en reaktion på udmeldingen. Uden at få noget svar.