Da de ansatte på den danske ambassade i USA tirsdag morgen mødte ind på arbejde, ventede der dem et særligt syn foran indgangen.

For foran porten var der blevet lagt en buket blomster i røde og hvide farver – og en håndskreven seddel.

På sedlen var der skrevet en ganske enkel besked:

»Amerikanerne elsker (i form af et tegnet rødt hjerte, red.) Danmark.«

Den danske ambassade har selv det et billede af buketten og sedlen i et opslag på Facebook.

»Vi har modtaget hundredvis af e-mail, kort og telefonopkald, der understreger det venskab, der binder vores nationer sammen,« lyder det i opslaget fra ambassaden:

»Vi er ikke i stand til at svare på alle beskeder, men vi noterer os hver eneste!«

Mere end 30.000 har efterfølgende 'liket' billedet, mens mere end 1.600 har kommenteret opslaget.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har den seneste tid skruet op for retorikken og truslerne med hensyn til Grønland, som han ønsker at få på amerikanske hænder.

I weekenden truede den amerikanske præsident således Danmark og syv andre europæiske lande med toldforhøjelser fra 1. februar, hvis ikke USA og Danmark kan blive enige om en handel om Grønland.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her ved Det Hvide Hus den 20. januar. Han er på vej til Schweiz, hvor han skal deltage i World Economic Forum og holde tale onsdag.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her ved Det Hvide Hus den 20. januar. Han er på vej til Schweiz, hvor han skal deltage i World Economic Forum og holde tale onsdag. Foto: Aaron Schwartz/EPA/Ritzau Scanpix

EU-landenes ledere mødes torsdag til et ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Her skal de diskutere mulige modsvar på Trumps trusler.

Onsdag aften afblæste Trump planerne om straftold mod Danmark og de syv andre europæiske lande.

Trump har under World Economic Forum i schweiziske Davos drøftet sit ønske om at overtage Grønland med Natos generalsekretær,  Mark Rutte, og siger, at de sammen har 'etableret rammerne for en fremtidig aftale'. 

De konkrete detaljer kender vi ikke. Ifølge Trump er der lagt op til, at USA får adgang til grønlandske mineraler.

Du kan følge udviklingen i situationen i vores liveblog lige HER.