I oktober skal et opsigtsvækkende forslag behandles i den svenske folkekirke – men allerede nu vækker det stærke holdninger og stor splittelse.

Forslaget lyder ganske enkelt:

Fædre skal forbydes at følge deres døtre op ad kirkegulvet, fordi det er en »patriarkalsk tradition«.

Det er socialdemokrater i Sverige, som er kommet med forslaget og vil have nationale retningslinjer på området. En af dem er Nina Konnebäck fra Högsbo sogn i Göteborg.

»Vi præster skal kunne velsigne i Guds navn, hvad vi tror er sandt, frit og fyldt med kærlighed. Og at vi ønsker at velsigne to mennesker, der går ind i kærligheden af egen fri vilje. Det rimer meget dårligt med denne mørke, patriarkalske tradition med en pige, der går fra én mand til en anden,« siger hun til SVT.

I Sverige er det faktisk kutyme – modsat i Danmark – at brudeparret følges ind i kirken.

Men Nina Konnebäck ser i langt højere grad, at døtre og fædre følges op ad gulvet. Hun har set et skift i tendensen, efter kronprinsesse Victoria blev gift i 2010.

Den svenske kronprinsesse blev fulgt op ad gulvet af sin far, kong Carl Gustaf.

Men ifølge Nina Konnebäck harmonerer brudeoverdragelse, hvor en far indgår, ikke med tro, tradition eller det ligestillingsarbejde, som den svenske kirke går ind for.

Dansk præst: 'Noget pjat'
B.T. har talt med Sophie Nordentoft, der er sognepræst i Vor Frue Kirke i Aalborg.

Og hun tøver ikke med at komme med sin mening om forslaget.

»Er det virkelig noget, folk kan hidse sig op over? Måske bliver der lagt lidt for meget indhold i en tradition. Jeg synes, det er noget værre pjat,« siger Sophie Nordentoft om at indføre nationale retningslinjer på området.

Hun mener i stedet, at beslutningen ene og alene skal træffes af brudeparret.

»Hvis en brud ønsker at blive ført op af sin mand, far, bror, mor, mormor eller veninde, så er det helt fint. Jeg synes ikke, vi skal lægge meget vægt på køn.«

»Men er det ikke også helt fint at vise en far den kærlighed? Jeg tror også, det er en stor dag for den, der følger en op. Men helt grundlæggende synes jeg, at brudeparret selv bestemmer.«

Rasmus H.C. Dreyer, der er kirkehistoriker på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, siger til Kristeligt-Dagblad, at han godt kan sætte sig ind i de patriarkalske undertoner.

»Når det er sagt, så tror jeg ikke, det er det, de fleste danskere lægger i det, og det er heller ikke foreskrevet nogen steder, at overdragelse skal foregå. Derfor kan jeg ikke forestille mig et lignende forbud i Danmark.«

Også modstand i Sverige
I Sverige er alle da også langt fra enige med Nina Konnebäck.

Kalle Svensson fra Kristendemokraterne i Sverige tager kraftig afstand til forslaget.

»Så bliver man involveret i, hvordan folk vil have deres bryllup designet. Er det vores job? Jeg synes, brudeparret skal bestemme selv. Det har intet med ligestilling at gøre,« siger han til Göteborg-Posten.

Ifølge Nina Konnebäck har flere præster i Sverige det svært med en brudeoverdragelse, hvorfor der er en splittelse på området. 

Og det er derfor, hun efterspørger retningslinjer på området i fremtiden, siger hun.