Skal lille Gabriel dø eller leve?

Det spørgsmål har i månedsvis splittet et amerikansk par og kvinden, der bar deres barn.

Det skriver blandt andre New York Post.

For da rugemoren McKenna West var halvvejs gennem graviditeten, kom beskeden, der ændrede alt.

Den ufødte dreng havde en alvorlig og livstruende hjertefejl. De biologiske forældre ville have graviditeten afbrudt.

Men McKenna West, som til hverdag er sygeplejerske, nægtede:

»Ethvert liv betyder noget. Ingen kvinde bør tvinges til at afslutte livet på det barn, hun bærer – heller ikke mig,« har hun sagt ifølge New York Post.

Hun tilbød i stedet selv at tage det fulde økonomiske og forældremæssige ansvar for Gabriel.

Men det ville de biologiske forældre ikke gå med til, og McKenna West flygtede derfor til delstaten Texas, hvor abortmulighederne er meget begrænsede.

Hendes advokat går hårdt til angreb på den del af surrogataftalen, som på papiret giver de biologiske forældre mulighed for at kræve graviditeten afbrudt ved alvorlige misdannelser. 

»Loven tillader ikke lejemorderkontrakter. Og det her er en lejemorderkontrakt,« siger advokaten ifølge Dallas Morning News.

Også Texas' justitsminister, Ken Paxton, har fået en domstol til at udstede en akut kendelse, der sikrer, at Gabriel får livreddende behandling og foreløbig ikke bliver fjernet fra delstaten.

Nu er Gabriel så blevet født i netop Texas - og det flere uger før termin.

Rugemoren har dog langt fra vundet kampen. For selv om hun har båret og født Gabriel, må hun efter en anden retskendelse ikke se eller holde ham lige nu.

Hvem der i sidste ende får retten til Gabriel, er fortsat uafklaret.

Sagen ventes for retten i Dallas 25. august.