Få danskere har mødt den russiske præsident, Vladimir Putin.

Endnu færre har haft lejlighed til at dele intime øjeblikke med ham. B.T. har talt med to personer, som har. Den ene mødte ham som ung, den anden mødte ham, da forholdet til Vesten var næsten godt.

Begge giver et interessant og overraskende indblik i Vestens største fjende.

De to personer er den tidligere indenrigsminister og mangeårige borgmester i Aarhus Thorkild Simonsen og forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen har et nærmest mytisk minde fra en middag med fadøl i Tivoli med Putin.

Men først skruer vi tiden tilbage til 1991.

Her var den daværende borgmester i Aarhus ved navn Thorkild Simonsen inviteret til at besøge venskabsbyen Skt. Petersborg i forbindelse med fejringen af byens navneskift fra sovjettidens Leningrad.

Ved festlighederne var Thorkild Simonsen æresgæst. Det skyldtes blandt andet, at man havde været hurtig til at lykønske byens første demokratiske valgte borgmester, Anatolij Sobtjak.

Så da Thorkild Simonsen og delegationen fra Danmarks næststørste by ankom til Ruslands næststørste by, skulle der ikke mangle noget.

Og derfor fik Thorkild Simonsen en sekretær, der skulle sørge for, at opholdet var en god oplevelse. Den sekretær var den tidligere KGB-agent i Østtyskland Vladimir Putin.

»Det var Sobtjak, der sagde til mig, at nu skulle jeg få en god ven. Og så præsenterede han mig for Putin,« fortæller 95-årige Thorkild Simonsen til B.T., efter han tidligere har fortalt om mødet til Jyllands-Posten.

»Putin skulle sørge for, at vi havde et godt ophold. Han var meget venlig og ivrig. Han sprang rundt for os. Og jeg havde et rigtig godt indtryk af ham. Vi havde en fælles interesse i musik. Og da vi var i Mariinskij Teatret, blev vi pladderet i zarens loge, og Putin pralede med, at jeg fik zarens plads,« fortæller Thorkild Simonsen.

Thorkild Simonsen (tv) og en ung Vladimir Putin i 1991.
Thorkild Simonsen (tv) og en ung Vladimir Putin i 1991. Foto: Poul Erik Jensen
Vis mere

»Putin var i det hele taget kendt for at være en behagelig og dygtig fyr, som samtidig havde en stor interesse for Ruslands historie,« siger Thorkild Simonsen, der havde en helt unik oplevelse med, hvad Putin kunne.

Med sig på turen havde Aarhus-borgmesteren en række ark med frimærker med Fregatten Jylland på. Fregatten stod over for en restaurering, og derfor var tanken at få stemplet frimærkerne på et posthus på dagen for den historiske navneændring for siden at sælge dem og støtte restaureringen.

Problemet var dog, at det var en søndag, hvor posthusene var lukket. Men det var ikke et problem for Putin.

»Da vi fortalte ham om planen, tog han frimærkerne og fik åbnet et posthus, selvom det var søndag og lukket, og så fik han frimærkerne stemplet.«

Thorkild Simonsen og Vladimir Putin i Skt. Petersborg i 1991.
Thorkild Simonsen og Vladimir Putin i Skt. Petersborg i 1991. Foto: Poul Erik Jensen
Vis mere

Otte år efter Thorkild Simonsens møde med den flittige sekretær i Skt. Petersborg blev Vladimir Putin præsident i Rusland.

Dermed trådte han ind på verdensscenen, hvor det næste intime danske møde fandt sted. For tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen opnåede over flere møder næsten at opbygge et venskabeligt kendskab til Putin.

Lars Løkke husker ganske tydeligt første gang, han talte med Putin.

På tidspunktet havde Danmark et dårligt forhold til Rusland over krigen i Tjetjenien. Men det blev blødt op, da Nord Stream 1-gasforbindelsen gennem Danmark blev godkendt. Og så blev Lars Løkke statsminister.

»Så ringede Putin til mig. Det var egentlig et meget godt opkald. Putin morede sig over, at jeg hedder Rasmussen lige som mine to forgængere, og at det potentiel kunne give problemer, hvis jeg skulle besøge at afrikansk stammesamfund. Så det fik vi os et grin over,« forklarer Lars Løkke til B.T.

Siden mødtes de to statsledere hinanden flere gange. Specielt to af de gange har gjort indtryk.

Den ene gang opstod efter et G8-møde, hvor Danmark var med som kommende vært for COP15 i København.

Her inviterede Putin Lars Løkke til åbning af en Mærks-terminal i Skt. Petersborg.

»Putin sagde til mig, at hvis jeg kom til åbningen, så ville han sørge for, at der var Carlsberg på bordet til frokosten. Og til frokosten var der Carlsberg på bordet,« husker Lars Løkke.

Det blev indledningen på et næsten venskabeligt forhold til Putin, som på tidspunktet var premierminister i Rusland.

Det resulterede i et officielt besøg fra Putin i 2011. Her var det meningen, at den russiske premierminister skulle overnatte i København. En by, han havde besøgt mange gange som ung agent i Østtyskland og holdt meget af.

Men planerne blev lavet om i sidste øjeblik. Derfor blev det kun til mere officielle møder med toppen af dansk erhvervsliv og en tur hos dronning Margrethe, som Lars Løkke ikke husker som specielt vellykket.

Den russiske premierminister, Vladimir Putin (tv), på besøg i Danmark. Her møder Putin Dronning Margrethe på Amalienborg Slot, til højre, statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Den russiske premierminister, Vladimir Putin (tv), på besøg i Danmark. Her møder Putin Dronning Margrethe på Amalienborg Slot, til højre, statsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Det var en noget kølig samtale mellem Dronningen og Putin. Dronning Margrethe er naturligvis professionel. Men det var en svær samtale,« fortæller Lars Løkke.

Derpå var det egentlig meningen, at Putin skulle hurtigt videre ud af landet. Men så faldt samtalen over på Tivoli.

»Da vi kom ned i Putins bil, begyndte jeg at smalltalke for at løfte stemningen lidt. Og så kom vi ind på Tivoli, som Putin holder meget af og havde besøgt mange gange i sin tid som KGB-agent på weekendture fra DDR. Og så foreslog han, om vi ikke bare skulle tage en lille tur,« fortæller Lars Løkke.

Ruten for Putins kortege blev lagt om. Og et hurtigt opkald til Tivolis direktør blev foretaget.

Lars Løkke Rasmussen og Vladimir Putin sammen i Tivoli i 2011.
Lars Løkke Rasmussen og Vladimir Putin sammen i Tivoli i 2011. Foto: ALEXEY DRUZHININ
Vis mere

»Så gik vi en tur i Tivoli og endte ved Færgekroen, hvor vi fik et bord, bare os og vores tolke. Og der endte vi med at sidde længe. Nogle timer. Vi fik to øl. Og så talte vi om alt. Vores børn, hvad vi kan lide at lave i vores fritid, og hvad der har formet os. Det er ret sjældent, man får den tid med en anden statsleder,« siger Lars Løkke.

Han husker Putin som en meget bestemt og stærk person, der vidste, hvad han ville. Meget »hands on«, som han beskriver det. Og så med en enorm viden om Danmark.

»Bare den viden, han havde om lille Danmark, viste et stort intellekt og stor arbejdsiver,« siger Lars Løkke.

Det gode forhold holdt dog ikke ved. Da Putin igen blev præsident, var forholdet til Vesten allerede på vej mod det værre.

Siden har Lars Løkke kun mødt Putin én gang. Og der blev det kun til en kort snak. Det var i Paris i forbindelse med 100-års dagen for afslutningen på Første Verdenskrig.

»Lige nu kan jeg ikke huske den præcise dato. Det vil Putin kunne. Men han var meget tilbagetrukket. Utilnærmelig,« siger Lars Løkke.

Siden har Putin ført Rusland ind i en krig i Ukraine. Og Lars Løkke kalder i dag Putin for »utilregnelig«.

»Jeg tør næsten ikke indrømme nu, at jeg havde et godt forhold til ham. Han var en lun person. Han er ikke en person, som er morsom. Men vi har da grinet sammen flere gange,« siger Lars Løkke.