Temaet var egentlig et forenet parti. Men det billede krakelerede, da et kongresmedlem afbrød et direkte interview på CNN.
Nu har de to involverede fortalt B.T. om episoden, som hurtigt gik amok på sociale medier.
Du kan se hele klippet i videoen ovenfor.
Interviewet med den tidligere formand for Repræsentanternes Hus Kevin McCarthy gik egentlig som planlagt på gulvet ved det republikanske konvent i Milwaukee tirsdag.
Men sådan ville Matt Gaetz – et prominent medlem af Kongressen fra Florida – ikke have, det skulle ende.
For midt under interviewet fik Gaetz nok.
Han brød ind.
»Hvilken aften taler du? Skal du tale i aften,« lød det provokerende fra Matt Gaetz.
På det tidspunkt forsøgte en person at få ham væk, men Gaetz gav ikke op så let.
»Hvis du går op på den scene, så ville du blive buhet ned fra den. Buhet ned fra den,« sagde Gaetz dernæst hånende til Kevin McCarthy.
Klippet er siden gået viralt og har bare forstærket en fortælling om, at de to mænd ikke kan fordrage hinanden.
Netop Matt Gaetz var nemlig manden, som fik nok af Kevin McCarthys gentagne samarbejder med demokraterne, da McCarthy besad titlen som formand for Repræsentanternes Hus sidste år.
Nok blev nok for Gaetz, der indledte den procedure, der siden førte til, at Kevin McCarthy i rekordtempo – efter bare ti måneder – måtte forlade stillingen som USAs tredjemest magtfulde person.
Historien om de to store navnes sammenstød ved det republikanske konvent vakte hurtigt opmærksomhed.
Så derfor var det oplagt for B.T. at spørge Matt Gaetz ind til, hvad der skete, da vi mødte ham under RNC onsdag.
Hvad gik din ting med Kevin McCarthy ud på?
»Jamen, du burde google ham,« lød det fra Matt Gaetz med et lille smil om læben, inden han gik videre.

Det gjorde vi så efterfølgende og kunne konstatere, at de første resultater, der kommer op, handler om netop den fejde mellem McCarthy og Matt Gaetz, som brød ud i lys lue tirsdag ved konventet i Milwaukee.
Så var Kevin McCarthy noget mere meddelsom, da B.T. mødte ham ganske få minutter efter mødet med Matt Gaetz.
»Jeg hørte ham ikke rigtigt. Og jeg ved ikke, hvad han er på. Men jeg håber, han får den hjælp, han har brug for, og jeg håber, at pigerne får den hjælp, de har brug for,« lød det fra Kevin McCarthy, der insinuerede, at Gaetz enten er syg eller på stoffer.
Henvisningen til pigerne drejer sig om, at netop Matt Gaetz har haft anklager mod sig om sex med mindreårige. Og måske endda betalt for det.

Det er anklager, Matt Gaetz afviser.
Men selvom tirsdagens tema var enighed og fællesskab i partiet, så gælder det formentlig ikke de to topfolk.
