Seksuelle overgreb, voldtægt, slavehandel, døden. Dét var, hvad den nu 27-årige Eunhee Park og 22-årige So-Young Lim måtte tage med i det menneskelige regnestykke, da de traf beslutningen om at flygte fra verdens mest lukkede land. Nordkorea.
Men regnestykket var let.
»Jeg lever kun ét liv. Jeg måtte prøve friheden,« siger Eunhee Park, én af de heldige, der slap ud.
De første spæde skridt på vejen mod frihed for det hårdtprøvede nordkoreanske folk kan blive taget på tirsdag, når det med spænding ventede topmøde mellem USAs præsident Trump og Nordkoreas leder Kim Jong-un finder sted i Singapore.
Begge afhoppere tvivler dog.
»Jeg vil meget gerne tro på det. Men har man først oplevet regeringens forræderi, er mistilliden stor,« siger So-Young Lim.
Navnet er opdigtet. Selv ni år efter, at hun sammen med sin mor flygtede fra Kim Jong-uns jerngreb, tør hun ikke bruge sit rigtige navn af frygt for, hvilke følger det kan få for storesøsteren, som hun håber stadig er i live.
Søsteren forsøgte at følge i deres fodspor, men blev pågrebet af kinesisk politi og sendt tilbage til Nordkorea. Ifølge de sparsomme oplysninger, som So-Young Lim og moderen har kunnet indhente, blev søsteren idømt ti års fængsel. I otte år har de intet hørt fra eller om hende.
B.T. møder de to afhoppere i Sydkoreas hovedstad Seoul på ‘TNKR’, en non-profit organisation, der lærer nordkoreanske flygtninge engelsk, så de kan begå sig ude i den store, frie verden. Begge unge kvinder er nået langt. Men bærer stadig på fortidens tunge bagage.
En stor sten i So-Young Lims rygsæk er de indre billeder af den første offentlige henrettelse, hun så i sin hjemby i det nordlige Nordkorea.
»90 kugler affyrede de. Hans krop blev skudt sønder og sammen. Kun benene var i ét stykke,« fortæller hun med stille stemme.
So-Young Lim var kun en stor pige dengang. Den henrettede var hendes nabo. Han var byens rigeste mand, og mange var jaloux på ham. Hans forbrydelse var ulovlig handel med Kina. Alle i byen blev beordret til torvet for at se ham dø.
»Jeg husker, at jeg blev virkelig chokeret. Men samtidig var vi også bare børn, så snart tænkte vi kun på at få fingre i de røde hylstre fra kuglerne, som kunne sige lyde, når vi pustede i dem,« fortæller hun og fortsætter:
»Min mor kunne ikke ryste chokket af sig. I ugevis var hun ikke i stand til at spise. Den oplevelse og aflytning af vores hjem fik hende til at træffe beslutningen om, at vi skulle væk. Uanset hvor rig og magtfuld du er i Nordkorea, skal du bare begå en fejltagelse, og du er død.«
For Eunhee Park var det en for os mere banal drøm, der sendte hende på flugt. Drømmen om at få lov til at være en ung smuk kvinde, gå med make-up og klæde sig i lårkorte kjoler. Ligesom heltinderne i de sydkoreanske film og dramaserier, som hun så i smug.
»Hvis jeg gik i noget tøj, som regeringen ikke havde godkendt, ville jeg blive arresteret og politiet ville afhøre mig i syv til otte timer, hvor jeg var tvunget til at stå op,« fortæller hun.
»Men det er en menneskeret at klæde sig og gøre, som man vil. Den frihed ville jeg have. Så jeg sagde til min bedstemor, at jeg ville flygte til Kina. At uanset om jeg blev solgt til en kineser eller dræbt i forsøget på at komme væk, var jeg villig til at betale prisen. Det liv, jeg levede, var ikke et liv som menneske.«
Intet land i verden er så lukket som Nordkorea. Ingen mennesker så udspionerede, så begrænsede i deres frihed som nordkoreanerne. Alligevel satte begge kvinder livet på spil for at se sydkoreanske og amerikanske film, som blev smuglet fra hånd til hånd på dvd eller usb stik.
»Disney film elskede jeg allermest. ‘Løvernes konge’ var min yndlingsfilm. Den så jeg 30 gange,« mindes So-Young Lim, hvis familie arbejdede sig op til at tilhøre byens mere velhavende.
»Da jeg var lille boede vi i det fattigste kvarter uden tv eller elektriske apparater. Efter, at vi flyttede, kunne vi spise mad tre gange om dagen, havde både sofa, tv, køleskab og en vaskemaskine, som vi ikke kunne bruge, fordi der ikke var rindende vand. Så vi brugte kun centrifugeringsprogrammet,« fortæller So-Young Lim med et smil.
På det interaktive kort herunder kan du se, hvilken flugtrute der er den mest benyttede.
Strøm var der heller ikke. Men fordi faderen var ingeniør, lykkedes det ham at bygge en generator til dem.
»Propagandaen virker. Jeg troede, at jeg var lykkelig, da jeg boede der. Selv om filmene jeg så, gjorde det svært at forstå, at mit liv var så meget anderledes, hadede jeg ikke vores leder Kim Jong-un,« siger So-Young Lim, som anslår, at én ud af tre nordkoreanere er spioner for regimet. Heriblandt hendes egen far.
Så alle mistænker alle. Tillid kan koste dyrt. Og Kim-familien taler man slet ikke dårligt om, fortæller Eunhee Park.
»Mens jeg gik i skole, var det en daglig pligt at rengøre skolens portrætter af familien. Tre gange om dagen. Vi skulle også bukke foran dem og kunne deres fødselsdato udenad. Vi havde fag som kemi, engelsk, matematik og geografi, men dét, der fyldte mest, var historie om Kim familien.
Indtil jeg kom hertil, troede jeg på, at han blev født på toppen af Baekdu-bjerget, og at en dobbelt regnbue viste sig over bjerget, da han kom til verden. Det er skørt, ikke? Jeg troede på alt. At Nordkorea var det bedste land i verden,« griner hun.
Begge unge kvinder håber og drømmer om, at deres landsmænd en dag kan se og opleve dét, der nu er blevet deres verden. Den store verden.
Men uanset hvor charmerende Kim Jong-un har fremstået på tv i den seneste tid, tror ingen af dem, at han kommer til at slippe sit jerngreb om Nordkoreas befolkning.
»Åbnes landet først, betyder det, at folket får adgang til informationer. Og med dem følger protester og oprør. Men jeg håber, at det sker,« siger Eunhee Park, hvis egen drøm for fremtiden er at nå ud til så mange mennesker som muligt. For at sprede sit budskab.
»I har frihed. Men I ved slet ikke, hvordan I skal sætte pris på den.«
Også So-Young Lim har drømme. Om at blive rig, så hun kan hjælpe så mange mennesker som muligt.
»Men først ønsker jeg at blive genforenet med min søster. At blive skilt fra hende er det, jeg fortryder allermest i mit liv. Jeg håber bare, at hun stadig er i live.«
