Først havde de ingen anelse om, hvad der var ved at ramme dem. Musikken pumpede, festen var ved at nå et klimaks.
Ingen af de tilstedeværende ænsede bragene i horisonten. Og så kom meldingen over højttalerne. 'Rød alarm'.
Det her er fortællingen om terrorbevægelsen Hamas' angreb på en festival i det sydlige Israel lørdag den 7. oktober.
Solen var på vej op på himlen ved festivalen Nova ved Re'im Kibbutz ikke langt fra Gazastriben.
Festivalen havde været i gang siden fredag. Mange af deltagerne havde festet natten igennem. Og de var stadig i fuld gang, da de første lyde fra raketter blev overdøvet af den pumpende musik.
Nogle af dem, som bed mærke i de fjerne brag, slog det bort som noget lokalt, der ikke ville berøre dem.
Men så blev musikken fra højttalerne afbrudt. En stemme lød i stedet.
»Folk, vi har en rød alarm. Rød alarm.«
Det er koden for raketangreb i Israel, som har oplevet hundredvis af dem gennem årene. Specielt fra Gazastriben i syd.
Men denne gang var noget mere i gang.
»Vi hørte sirener, utallige raketter,« fortæller den 27-årige Millet Ben Haim til Washington Post.
Hun har delt en række videoer fra festivalen på sin Instagram-profil, hvor hun opfordrer omverdenen til at viderebringe hendes historie.
På den første smiler hun sammen med en veninde.

På den næste, der er taget klokken 06.31, filmer hun rundt på festivalområdet. Her kan man se nogle folk sidde ned, andre gå rundt. Oppe på himlen kan man se glimt fra de første raketter.
»Vi begyndte at løbe. Vi vidste ikke, hvor vi skulle løbe hen. Ingen vidste, hvor de skulle hen,« forklarer hun.
Først løb hun mod vejen, der leder bort fra festivalen, men så hørte hun råb.
»Vi gik mod en hovedvej, men efter et minut begyndte nogen at råbe, at terrorister skyder folk der, så der blev jeg nødt til at vende om med det samme,« beskriver hun på sin Instagram-profil.
Til at begynde med fik hun en masse stuvet ind i en bil og kørte. Men det gik hurtigt op for dem, at det ikke gik. Så de forlod bilen.
Hun var en af de mange festivaldeltagere, som desperat flygtede ud i den israelske ørken.

Sådan var det ikke for Hanoch Hai Cohen.
Da han hørte de første raketter var klokken omkring 06.30 lørdag morgen, gik der ikke længe før politiet kom for at stoppe festen.
Hanoch Hai Cohen selv var i bil, så han besluttede som mange andre at forsøge at køre væk fra stedet.
Her så han fire firhjulstrækkere komme kørende, mens terrorister på motorcykler omringede vejen.
Med de mange festivalgæster, der forsøgte at køre væk fra stedet, blev der skabt en flaskehals. Folk var fanget. Hamas-terroristerne skød folk på klos hold.
Det var en sand massakre.
»De skød folk på en meters afstand. Det var henrettelser. Vi var som ænder på en skydebane,« fortæller han til The New Yorker.
Da Hai Cohen hørte skud, tog han en hurtig og impulsiv beslutning.
»Da skyderierne begyndte, trådte jeg på speederen og kørte ud på marken. Jeg trykkede på 4x4-knappen i bilen og begyndte at køre.«
Den beslutning har formentlig reddet hans liv.

For i øjeblikkene efter indtog stribevis af Hamas-terrorister festivalpladsen. Grusomheder udspillede sig.
Omkring 260 personer er bekræftet døde i angrebet. Det dødeligste enkeltstående terrorangreb i Israels historie. Adskillige andre blev taget som gidsler. Og der er flere beskrivelser af voldtægter foretaget på stedet af Hamas-terrorister.
Millet Ben Haim vidste, at situationen var desperat.
»Vi begyndte at løbe ud på markerne. Men uanset hvor vi løb hen, var der terrorister, der ventede på os. Efter næsten tre timer, hvor vi løb som sindssyge, blev vi klar over, at vi ikke kunne komme væk, de var over alt,« beskriver hun på Instagram.
Udmattede, rystede og bange for at miste livet, besluttede de sig for at gemme sig.
Under nogle buske ventede Millet Ben Haim i uvished.
»Imens blev vi nødt til at være stille, fordi vi blev ved med at høre skyderier og 'Allahu akbar'-råb. Og raketterne stoppede aldrig,« beskriver Ben Haim.
»Jeg skrev til min familie og fortalte dem, at jeg elskede dem, og at jeg havde haft et godt liv. Jeg troede ikke, vi ville klare det.«

Mens Millet Ben Haim og den lille gruppe gemte sig, kørte Hai Cohen og veninden Noam Kenner i alt hast væk fra massakren.
»Jeg hørte skuddene, de ramte bilen, og vi så deres jeeps og deres motorcykler,« forklarer han og kalder det, han så, for en nedslagtning af unge mennesker.
»Man har ikke tid til at tænke, man reagerer bare.,« siger han til Sky News.
Efter få hundrede meters kørsel i terrænet kom de ud på hovedvejen ikke langt fra Gazastriben.
Ikke langt fra en af de israelske militærbaser, som Hamas-terrorister havde angrebet.
Den vilde flugt gik derefter gennem en frugtmark og bød på et hjulskift. Med Noam Kenner som navigatør på Google Maps, så de undgik at køre til Gaza, formåede de at komme i sikkerhed.
I Millet Ben Haims skjul i nogle buske blev tiden brugt på at forsøge at komme i kontakt med det israelske politi samt venner og bekendte, der muligvis kunne hjælpe dem væk.
Samtidig var de klar over, at de blev nødt til at spare på deres telefoners batteri.
Ben Haim og de andre sendte en video fra deres skjul. Den blev deres redning.
En bekendt fandt frem til det sted, de gemte sig.
»Den engel, som forsøgte at redde os, blev ved at sige, at han dyttede. Og til sidst, med to procent strøm tilbage, hørte vi det!!!«
Millet Ben Haim, Noam Kenner og Hanoch Hai Cohen var blandt de heldige.
»Ingen var klar over, at det her ville ske,« siger Noam Kenner til Sky News.
»Ingen var klar over, at terrorister ville komme og dræbe mange personer – uskyldige personer, der bare ville være sammen med deres venner, være glade og tage til en fest.«
