Radioværten og konspirationsteoretikeren Alex Jones siger det igen og igen i sine radioprogrammer.
At han ingen penge har, at han er personligt konkurs – og at han derfor har ikke råd til at betale den gigantiske erstatning på mere end ti milliarder kroner, han er blevet idømt.
Men nu gider dem, der faktisk skal have de mange penge – de efterladte fra Sandy Hook-skudmassakren – ikke finde sig i det længere. Det skriver nyhedsbureauet AP.
For virkeligheden er tilsyneladende en noget anden.
Retsdokumenter viser, at Alex Jones måned efter måned bruger rigtigt mange penge. Så sent som i juni havde han således et forbrug på lige omkring 650.000 kroner.
Og sådan er det måned efter måned.
»Det er smertefuldt, at Alex Jones fortsætter med at bruge penge på sin ekstravagante livsstil, når de penge retteligt tilhører de familier, han har brugt år på at plage,« som familiernes advokat, Christopher Mattei, siger ifølge nyhedsbureauet AP.
På grund af den personlige konkurs skal Alex Jones hver måned opgive detaljerede oplysninger om sin økonomi.
Og på baggrund af de tal har Sandy Hook-familierne nu meddelt retten, at hvis ikke han nedsætter sit forbrug til et »rimeligt niveau«, vil de bede domstolen om at sætte en stopper for et »yderligere spild af aktiverne«.
Eventuelt ved at indsætte en kurator til at kontrollere forbruget.
For konkursdokumenterne viser også, at Alex Jones er god for lige omkring 100 millioner kroner, heriblandt adskillige ejendomme.
Sandy Hook-familierne mener således, at den personlige konkursbegæring er et trick for at slippe for at betale erstatningen.
Her påpeger de, at Alex Jones samtidig har bedt retten om at godkende en lønforhøjelse fra 3,6 millioner kroner om året til cirka 10,5 millioner kroner om året – plus bonusser.
I sit radioprogram 'Infowars' har han dog så sent som i denne uge påstået, at hans gæld er så stor, at han 'kun' vil have omkring to millioner kroner tilbage, når de mange advokatsalærer er blevet betalt.
Han har dog også her forsvaret sin ret til at leve godt, mens han har opfordret lytterne til at støtte ham ved at købe hans produkter.
»Om noget kan jeg godt lide at gå på gode restauranter. Så det gør jeg. Og jeg kan lide at tage på et par dejlige ferier hvert år,« har det lydt i radioen:
»Det synes jeg faktisk, at jeg har fortjent i den her kamp.«