»Helt vildt.«

Sådan siger en gruppe danskere om prisniveauet i Norge.

Det er den norske avis Dagbladet, der har talt med de danske skiturister under vinterferien. 

Flere af de unge skientusiaster, avisen har mødt, har af samme grund medbragt det meste af deres proviant hjemmefra. 

»Det bliver jo vældig dyrt, hvis vi skal købe mad hver dag,« siger en af dem, som kun optræder i artiklen under navnet Mathias. 

En anden af dem, Anna Luna, fortæller, at hun synes, at en sandwich til 125 norske kroner er for meget.

»Vi har også taget lidt øl med i tasken,« siger en anden ung mand ved navn Hannibal.

Han tilføjer, at øllene i Danmark koster noget nær det halve i forhold til i Norge. 

Også nordmændene selv synes, at priserne er høje, skriver Dagbladet.