En dansk 53-årig mand, der er anklaget for at have dræbt sin 37-årige kone og 4-årige i datter i Lagos, Nigeria, er kommet en smule tættere på at kende sin skæbne.
Han risikerer dødsstraf, hvis han bliver fundet skyldig i dobbeltdrabet.
Anklagemyndigheden afsluttede fredag sin bevisførelse i sagen. Det skriver Allafrica.com.
Anklagerne har forsøgt at føre bevis for, at den 53-årige dansker bankede og kvalte sin kone og parrets datter i deres soveværelse, hvorefter han slæbte dem ud i køkkenet.
Det skulle være sket den 5. april 2018 omkring klokken 3.45 om morgenen.
Den danske mand blevet meget kort efter drabene mistænkt i sagen og har siddet fængslet og været anklaget for mordene siden.
Sagen har i sær vakt opsigt i Nigeria, fordi danskerens kone, 37-årige Ali Zainab Nielsen, var en kendt popstjerne i Nigeria.
Danskeren har hele tiden erklæret sig uskyldig i alle anklager.
Hans forsvarsadvokater har da også gjort sig umage for at skyde seriøse huller i myndighedernes håndtering af sagen.
Anklagemyndigheden har i alt indkaldt ni vidner i sagen – forsvarsadvokaterne brugte tre dage på at krydsforhøre anklagemyndighedernes vidner.
Under bevisførelsen kom det frem, at danskerens DNA var at finde på sin afdøde kones nattøj og i lejligheden.
Det blev dog ikke fundet på hans døde datters krop eller i det køkken, hvor hans skulle have slæbt ligene hen. Det har til gengæld før været fremme, at manden DNA var på datterens nattøj.

Til gengæld blev der fundet DNA i køkkenet fra en kvinde, som endnu ikke er identificeret.
Forsvarsadvokaterne har også under krydsforhøringerne spurgt kritisk ind til politiets indsamling af beviser.
Her måtte politiet erkende - efter forsvaret fremviste billeder af det - at nogle af retsteknikerne ikke havde handsker på, da de indsamlede bevismateriale.
Det kom også frem, at politiet ikke hele tiden havde styr på, hvem der kom og gik på gerningsstedet.
Efterforskerne af sagen afviste på det kraftigste, at de fra starten havde mistænkt danskeren og udelukkende samlet beviser med henblik på at få danskeren dømt.
Anklagemyndigheden har nu færdiggjort bevisførelsen af deres sag.
Sagen genoptages den 25. oktober. Her forventes det, at forsvaret indleder sin procedure.
Forsvaret - og den tiltalte - har flere gange peget på en helt anden gerningsmand til det brutale dobbeltdrab.
I en udtalelse til TV 2 har den tiltalte dansker forklaret, at han mener, det var kvindens stedfar, der stod bag drabene.

