Flybilletten ud af landet kan blive hendes redning fra den massive nedlukning af Israel, der venter.

Fredag lukker Israel som det første land i verden ned for anden gang, men Sarah Arnd Linder håber på at undgå at opleve det med egne øjne. For det er skræmmende, hvad der sker i landet, fortæller hun.

Den 34-årige dansker skal efter planen flyve til Danmark på lørdag, men hun er stærkt bekymret for, at hun ikke kommer af sted.

»Det er nervepirrende. Jeg kan få en sms ud af det blå om, at jeg skal gå i karantæne,« siger hun.

Det skyldes ikke den nært forestående nedlukning. For flyene forventes at afgå som sædvanligt.

Derimod kan israelske myndigheder når som helst kræve, at hun går i selvisolation.

Siden sommer har det været gældende lov, at Shin Bet, Israels interne efterretningstjeneste, har kunnet overvåge borgeres mobiltelefoner for på den måde at kunne smitteopspore.

Til trods for bekymring for krænkelse af privatlivets fred vedtog parlamentet den kontroversielle lov med 51 stemmer for og 38 stemmer imod.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at der er frygt for, at hospitaler ikke vil kunne følge med. Pool/Reuters
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at der er frygt for, at hospitaler ikke vil kunne følge med. Pool/Reuters
Vis mere

Sarah Arnd Linder, der bor i Ramat Gan ved Tel Aviv, priser sig lykkelig over, at hun alt andet lige vil komme væk fra Israel.

For coronasmitten er udbredt, der er nu omkring 4.000 nye smittetilfælde om dagen, og stemningen er ikke god i landet, der tæller knap ni millioner indbyggere, fortæller hun. Og med udsigt til strikse restriktioner er forventningen, at humøret generelt vil dale.

»Jeg har en fornemmelse af, at der er en del, der ikke vil overholde nedlukningen. Der er rigtig mange arbejdsløse som følge af første lockdown, og mange restaurant- og caféejere siger nu, at de vil fortsætte med at holde åbent og så tage de bøder, der følger med, fordi de ikke har råd til at holde lukket.«

»Jeg synes, det er skræmmende,« siger hun.

Israels anden nedlukning vil gælde i mindst tre uger fra fredag. Under nedlukningen må personer højst bevæge sig 500 meter væk fra eget hjem. Det er dog tilladt at tage på arbejde.

Retningslinjerne for nedlukningen bliver færdiggjort de kommende dage, men der er lagt op til, at der maksimalt må være 10 samlet ved indendørs forsamlinger. Ved udendørs forsamlinger bliver grænsen 20.

Premierminister Benjamin Netanyahu har fået massiv kritik for håndteringen af coronakrisen. Blandt andet fordi landet er åbnet hurtigt op igen. Og så har der manglet hjælp til erhvervslivet.

»Det hele er gået så hurtigt. Vi havde en meget stram lockdown, som fik tallene til at gå ned, så landet igen blev 'grønt'. Så fik vi at vide, at vi bare kunne gå ud og kysse og kramme,« siger Sarah Arnd Linder.

Til trods for de stigende smittetal frem mod beslutningen om anden nedlukning har mange israelere taget let på smitterisikoen, fortæller Sarah Arnd Linder.

»Jeg synes ikke, at noget har ændret sig. Vi har skullet gå med masker i det offentlige i flere måneder og holde afstand, men måske er folk ikke så gode til det som i Danmark.«

»Nu, hvor vi har fået at vide, at der kommer lockdown igen, kan jeg dog godt mærke, at mange er ude for at købe ind, og at der er mere trafik, fordi folk skal nå en masse.«

Det israelske finansministerium vurderer ifølge Ritzau, at nedlukningen vil koste, hvad der svarer til 12 milliarder danske kroner.

Nedlukningen af Israel begynder fredag klokken 13 dansk tid.