Panik. Julestemning. Chok. Håbløshed.
Det seneste døgn er følelserne skyllet ind over danske Kathrine Bech, som bor i det nu nedlukkede Holland.
Lørdag aften sad hun og hendes forlovede i sofaen i deres hjem i Rotterdam og så pressemøde. Landet lukker ned fra søndag morgen, lød den nedslående besked fra premierministeren.
»Jeg var i chok. Jeg var forberedt på, at alt kunne ske den her gang, men jeg havde alligevel ikke regnet med det,« siger Kathrine Bech, som er 39 år og freelance-oversætter.
Alle hollandske butikker, barer, restauranter, museer, biografer og teatre er nedlukket fra i dag, og alle skoler skal lukke mandag. Supermarkeder og apoteker er undtaget fra nedlukningen.
Før pressemødet i går nåede Kathrine Bech på juleshopping. Hun og mange andre skyndte sig ud i byen, da nyheden om et pressemøde kom.
»Jeg gik lidt i panik. Man vidste jo ikke, hvad der ville ske. Måske var det sidste chance for at nå noget,« fortæller hun.
Kathrine Bech prøvede at nå i så mange butikker som muligt. Der var julesang og god stemning i byen.
»Jeg gik lidt rundt og tænkte, at det nok ikke ville blive så slemt,« siger hun.
Men det gjorde det. Udover nedlukningen er der også indført restriktioner for, hvor mange mennesker man må ses med.
Som udgangspunkt må hollænderne maksimalt få besøg af to voksne plus børn i deres hjem, og gæsterne skal helst være fra samme husstand. Til jul må man dog få besøg af fire personer.
Det får konsekvenser for Kathrine Bechs jul.
Hende og hendes forlovede skulle have været i Danmark og holde jul, men det har de droppet, og de kan heller ikke holde jul med hendes forlovedes familie i Holland, fordi der allerede er for mange mennesker.
Kathrine Bech tror, at politiet nok ikke vil gå fra hjem til hjem for at kontrollere, hvor mange mennesker der er samlet, men at de vil rykke ud, hvis der kommer klager fra naboer.
»Jeg vil ikke bryde nogen regler. Så nu er det bare os to. Så må vi jo skype,« siger hun.
Kathrine Bech har forståelse for de nye restriktioner, men er alligevel frustreret.
»Mange er sure her. Folk har taget deres vacciner og gjort, hvad man skulle. Men så kommer der en ny variant. Man bliver lidt håbløs. Hvornår kommer vi tilbage til et normalt liv,« siger hun.
Hun undrer sig over, at der endnu ikke har været demonstrationer i Holland efter den nye nedlukning.
»Normalt kommer der kæmpe demonstrationer med det samme, men det har der slet ikke været. Jeg ved ikke, om det er stilhed før stormen, eller om folk bare har travlt med julen,« siger hun.
For en måneds tid siden var der voldsomme protester i gaderne i flere hollandske byer. Der blev kastet sten mod politiet og sat ild til cykler, flere blev ramt af skud, politibetjente blev såret, og adskillige demonstranter blev anholdt.
Personligt mener Kathrine Bech, at nedlukningen ikke giver helt mening.
»Jeg synes, at det er lidt meget. Folk styrter til supermarkederne og står klumpet sammen, men andre butikker må ikke have åbent. Det ville være bedre, hvis de lukkede et vis antal ind forskellige steder som sidst,« siger hun.
Formålet med nedlukningen er at begrænse smitten og en ventet stigning i antal coronatilfælde på grund af omikronvarianten.
»Jeg synes, at det er fint at tage det i opløbet, så det ikke pludselig løber løbsk. Jeg kan også godt klare en jul med Skype. Men man har jo gjort alt, hvad man skulle. Det har jo ingen ende,« siger hun.
Kathrine Bech er søndag gået gennem de stille gader i Rotterdam. Hun har været forbi Den Danske Sømandskirke for at købe rødkål og andre danske godter til jul.
»Det er alligevel lidt hyggeligt, at man lige kan få lidt rødkål. Jeg prøver virkelig at se positivt,« siger hun.

