»Det er mere ekstremt, end det har været før. Vi har aldrig haft så mange alarmer på en dag.«

Sådan lyder det fra Ronnie Hartvig, der er dansker og bosat i Jerusalem.

Da han tager telefonen, går han ud af familiens beskyttelsesrum. »Der er ikke så god telefonforbindelse i sikkerhedsrummet,« fortæller han.

Familien blev vækket af en luftalarm klokken kvart over otte lørdag morgen. Så skyndte familien sig ned i beskyttelsesrummet.

»Jeg ringede til min mormor, der bor i Danmark, så hun kunne slappe lidt af,« siger han.

Lørdag formiddag blev Israel ramt af et større angreb fra den militante gruppe Hamas. Ifølge gruppen selv har de affyret mere end 5000 raketter mod Israel i løbet af lørdagen.

Ronnie Hartvig fortæller, at familien er ved godt mod omstændighederne taget i betragtning.

»Vi prøver at holde os stille og rolige, så børnene ikke går i panik. Det er dramatisk, det er helt sikkert. Men vi har det godt,« lyder det på telefonforbindelsen fra Jerusalem.

Familien bruger husets kælder som beskyttelsesrum. Ronnie Hartvig fortæller, at alle kældre i Israel bliver støbt i beton, så de kan bruges som et hurtigt tilflugtssted.

»Vi har halvandet minut fra alarmen går i gang, til vi skal være i rummet. Der kan vi godt nå at få alle fire børn og hund ned i kælderen i stille og roligt tempo. Dem, der bor rundt omkring Gaza, har 10-15 sekunder til at nå i sikkerhed,« siger han.

Familien har fjernsyn, spil og masser af mad i beskyttelsesrummet. Så selv hvis de skal være i rummet i længere tid, skal de nok klare sig, fortæller Ronnie Hartvig.
Familien har fjernsyn, spil og masser af mad i beskyttelsesrummet. Så selv hvis de skal være i rummet i længere tid, skal de nok klare sig, fortæller Ronnie Hartvig.

Derfor holder familien sig lige nu hjemme, så de er tæt på beskyttelsesrummet.

Ronnie Hartvig siger, at der normalt går et minut eller to fra alarmen lyder, til man kan høre eksplosioner fra sikkerhedsrummet. Herefter skal man holde sig i rummet i ti minutter, hvorefter man kan forlade det igen.

Men selv hvis de ender med at skulle blive i rummet i længere tid, skal familien nok klare sig.

»Vi har et fjernsyn og børnene har masser af mad med derned. Vi har spil - vi har faktisk det hele,« siger han.

Han fortæller, at det er uvidst, hvor længe situationen fortsætter. Det var meningen, at familiens børn skulle starte i skole i morgen efter en uges ferie, men det hele er usikkert lige nu, lyder det.

Ronnie Hartvig regner ikke med, at den nuværende situation vil vare i lang tid, men at familien vil vente på flere oplysninger fra myndighederne.

»At begynde at få hele familien ned midt om natten kan være besværligt, så vi forbereder os på, at vi skal sove i sikkerhedsrummet i nat,« lyder det.

Følg B.T.s livedækning af konflikten i Israel her.