Bølgerne går højt på den anden side af Atlanten i de her dage. For at få et indblik i, hvordan det er at befinde sig midt i det amerikanske valgbrag, har vi bedt en håndfuld dansk-amerikanere om at give deres indspark til valget, som de oplever det.

Du kan løbende følge med i deres tanker på vores liveblog, hvor vi følger det amerikanske valg opå tætteste hold.

John Hagerup Rasmussen, 56 år.

  • Oprindeligt fra Næstved.

  • Arbejder på et hestestutteri i Kentucky og er amerikansk gift. Har en søn på 18 og en datter på 20 år.

  • Har kunnet stemme i USA siden: 2017. Stemmer på: Donald Trump og Mike Pence.

»Flere blandt min familie og venner hjemme i Danmark er overraskede over, at jeg støtter Trump, men der foregår mange ting herovre, der ikke bliver videregivet rigtigt i udenlandske medier. Trump har lettet skatten og skabt masser af arbejdspladser, og ligesom ham er jeg tilhænger af det frie marked og muligheden for, at vi alle sammen kan bestemme over vores egen fremtid. Det offentlige skal ikke forhindre mig i, at jeg kan gøre, som jeg har lyst til, men være der, hvis jeg får brug for det.«

»Mange kritiserer præsidenten for at sige, hvad han tænker, men jeg kan sgu godt lide, at han skyder fra hoften. Det er forfriskende, og jeg synes, han klarer det godt.
Jeg er udmærket klar over, at Trump og jeg lever vidt forskelligt, og det er ikke, fordi jeg har lyst til at invitere ham hjem til kaffe og være hans bedste ven. Jeg vil bare gerne have en præsident, der kan rydde op og få ting til at ske. Det er Trump i mine øjne den bedste til.«

John Hagerup Andersen. (Foto: Sara Madsen)
John Hagerup Andersen. (Foto: Sara Madsen)

Rikke Christensen, 51 år.

  • Oprindeligt fra Vallensbæk Strand og i dag selvstændig iværksætter bosiddende i en forstad til Los Angeles i Californien.

  • Amerikansk gift og har en seksårig datter. Flyttede til USA i 1988.

  • Har kunnet stemme i USA siden: 2016. Stemmer på: Joe Biden og Kamala Harris.

»Jeg kom til USA lige før valget mellem Bush og Dukakis i 1988. På restauranterne kunne du vælge et blåt eller et rødt sugerør, der signalerede, hvem du stemte på. Uanset hvad du valgte, var folk søde og rare ved hinanden. Men i dag er stemningen meget mere aggressiv.«

»Min mand siger hele tiden, jeg skal lade være med at se nyheder, men det er så relevant, at jeg ikke bare kan lukke øjnene. Det er det vigtigste valg nogensinde på grund af klimaændringer og menneskerettigheder.«

»Jeg stemmer på Biden, fordi det virker, som om han rent faktisk er et oprigtigt menneske, som har hjertet med sig. Han er engageret i kvinders rettigheder, LBGT-rettigheder og bekæmpelse af raceforskelle. Han tror på videnskaben, hvilket er afgørende, når det gælder corona-virus og klimaforandringer – og han har en fantastisk kvinde som medkandidat.«

»Jeg deltager ofte i debatter på Facebook. Både under mit eget navn og med mine rigtige synspunkter, men jeg har også en falsk Trump-profil, jeg bruger til at infiltrere Facebook-grupper for Trump-fans. Jeg forsøger at gøre grin med deres argumenter og pille dem fra hinanden, men det er sjældent, de forstår, at det er for sjov.«

Rikke Christensen.
Rikke Christensen.

Rune Torgersen, 24 år.

  • Født i Danmark og har, siden han var ni år, boet i USA.

  • Har en bachelor i journalistik og er lige flyttet fra Florida tilbage til Seattle, hvor han også har boet tidligere.

  • Stemmer på: Joe Biden og Kamala Harris. Har kunnet stemme i USA siden: Er førstegangsvælger.

»Set ud fra amerikanske standarder er jeg relativt venstreorienteret og er ikke stor fan af den nuværende institution. Personligt synes jeg ikke, Biden er venstre nok, og ville hellere have haft Bernie Sanders eller en anden. Men lige nu handler det mere om at få ændret positionen og få nogen ind, der ved, hvad de laver.«

»Jeg stemmer på Joe Biden og Kamala Harris, fordi jeg savner tiden, hvor der ikke nærmest dagligt var en ny præsidentskandale at tænke på. Hvor lederskabet fokuserede på at udføre det job, de blev valgt til, i stedet for at sprede misinformation og skabe drama på Twitter. Biden er måske ikke den perfekte kandidat, men både han og Harris har erfaring og reelle planer for landets fremtid. Planer, som ikke involverer had, diskrimination og skattenedsættelser for de allerrigeste.«

Rune Torgersen. (Foto: Sara Madsen)
Rune Torgersen. (Foto: Sara Madsen)

Ines Romero, 49 år.

  • Opvokset i Allerød, kendt fra realityshowet 'Danske Hollywoodfruer' på TV3 og har boet i USA i 30 år.

  • Har de seneste 20 år boet i Los Angeles i Californien. Hjemmegående og meget involveret i dyrevelfærd.

  • Har kunnet stemme i USA siden: 2015. Stemmer på: Joe Biden og Kamala Harris.

»Jeg ser Joe Biden som en dygtig politiker og et godt menneske, der allerede har bevist, at han er en god leder. Desuden har han Kamala Harris, som er lynende intelligent og nemt kan overtage præsidentrollen, hvis det bliver nødvendigt. De er et godt team, som vil gøre alt for at gøre USA bedre for 'almindelige mennesker' og få os på rette spor igen både internationalt og i forhold til miljø og grøn energi.«

»I mine øjne har Trump ingen moral eller medmenneskelighed og har i øvrigt ført en idiotisk coronapolitik, hvor han opfører sig helt ignorant over for det faktum, at folk dør af den skide virus.
Det er svært for mig at være venner med nogen, der støtter ham, og jeg har mistet flere relationer på den konto. Noget af min mands familie og nogle af hans venner stemmer på Trump, og dem havde jeg nok også sagt goodbye til, hvis det stod til mig, men det kan jeg jo ikke styre.«

»Jeg håber bare, at vælgerne i svingstaterne finder fornuften og vil være med til at ændre kursen. Men det er jo et frit land, og folk vælger, som de gør. Man kan ikke andet end at håbe.«

Ines Romero. (Foto: Sara Madsen)
Ines Romero. (Foto: Sara Madsen)

Carsten Krogh, 48 år.

  • Opvokset i Nakskov og Næstved og har været i USA i 20 år.

  • Har bachelor i business administration og bor i Georgia, hvor han arbejder som salgskonsulent inden for sikkerhed og skudsikre materialer.

  • Er amerikansk gift og har en datter på 14 og en søn på syv år.

  • Har ikke stemmeret, men støtter Donald Trump og Mike Pence.

»Politisk set ser jeg mig selv stå mellem demokraterne og republikanerne. Men jeg anser Joe Bidens politik som svækkende for USA. Især hans valg af vicepræsident, som har en stemme-historie i kongressen, der ligger mere til venstre-siden end Bernie Sanders og Elizabeth Warren.«

Trumps reformer har på bare tre år resulteret i en fantastisk økonomi, et opsving på jobmarkedet, ny fængselsreform, mulige fredsaftaler i Mellemøsten og internationale handelsaftaler. Han er ikke perfekt, og ingen tvivl om, at han har sin egen måde at kommunikere på, ligesom han heller ikke er den mest veltrænede teleprompter-oplæser. Men han er ikke politiker. Han er forretningsmand.«

At kalde ham racist giver ikke mening. Det blev han ikke beskyldt for, før han stillede op til valg, og han har haft flere minoritets-kærester gennem tiden. Og at generalisere republikanere ved at sige, de er både imod abort og miljø etc., er simpelthen ikke korrekt. Personligt er jeg hverken imod abort eller ægteskab mellem samme køn, ligesom jeg også mener, at det er for nemt at få våben i USA, og at vi skal værne om miljøet.«

»For mig er den perfekte præsident nok Trumps politik, Obamas talegave, Regans rolige verbale vendinger og JFK's unge, populære sind.«

Carsten Krogh. (Privatfoto)
Carsten Krogh. (Privatfoto)