En brutal vinterstorm i USA har kostet mindst 21 mennesker livet, og i Texas har millioner af indbyggere været uden strøm i dagevis.

Danske Mike Jørgensen, der bor i delstatens hovedstad, Austin, er rystet over, hvor hårdt hans hjemby er ramt af den historiske kulde, der nogle dage har været nede omkring minus tyve grader.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har før boet i New York, hvor der også kan forekomme hård frost, sne og strømnedbrud, men det her er meget værre. Der er mangel på mad og drikkevand, og du kan ikke komme nogen steder, for vejene er alt for glatte til at køre langt. Overalt ser man biler, der er kørt galt,« siger den 32-årige dansker til B.T.

Netop strømnedbrud er årsag til, at han og hans amerikanskfødte kone har boet på hotel siden tirsdag.

»Natten til mandag gik al strømmen i vores egen lejlighed, og da vi har elvarme, faldt temperaturen hurtigt til halvanden grad. Selvom vi pakkede os ind i dyner og tæpper, var det alt for koldt til at blive der,« fortæller Mike Jørgensen.

En gang i timen satte de sig ud i bilen med deres hund for at få lidt varme og oplade telefoner og ekstra powerbanks, inden det endelig lykkedes dem at få et ledigt værelse på det nærliggende hotel. Men også her røg strømmen, bare få timer efter parret tjekkede ind.

»Den kom først tilbage torsdag nat, og nu er den her så et kvarters tid ad gangen. Det er, som om der hele tiden er nogen, der står og tænder og slukker for stikkontakten. Men det er trods alt bedre at være her, for når strømmen kører, fungerer varmen også. Vores egen lejlighed har stadig hverken strøm, vand eller varme,« forklarer Mike Jørgensen, der oprindeligt er fra Skærbæk i Sønderjylland og har boet i USA i alt 10 år.

Hotellet har dog heller ikke længere rindende vand, og det skaber visse udfordringer for gæsterne. Udover at der ikke er drikkevand i hanerne, kan toiletterne ikke skylle ud på normal vis, og gæsterne må derfor hente vand i hotellets halvfrosne pool og boblebad, så de løbende kan fylde cisternerne.

»Alle skiftes til at låne spande eller bruge skraldespande for at slæbe vand op. Det er lidt hårdt at få op til fjerde sal, hvor vi bor, for vi kan selvfølgelig ikke tage elevatoren, når strømmen er så ustabil,« siger Mike Jørgensen, der et par gange har bevæget sig ud på de isglatte veje for at forsøge at købe mad og drikke.

Men der er timelange køer foran supermarkederne, der har stort set tomme hylder og restriktioner på, hvor meget vand man må købe, fortæller Mike Jørgensen, der derfor lever af snacks, myslibarer og havregryn og også har været heldig at finde vand nok til det næste døgns tid.

»Selv hotellet har ikke noget at tilbyde, for deres forsyninger kan ikke komme frem. De har nu været gode til at sørge for, at børn og ældre har fået spaghetti, og hvad køkkenet ellers har kunnet finde på.«

Trods udsigterne til mildere vejr i løbet af lørdag og energiselskabernes forsikring om, at strømmen er tilbage i løbet af et par dage, tør Mike Jørgensen ikke tro på, at han og konen snart få varmen i deres eget hjem.

»Hele ugen har vi fået at vide, at nu kommer strømmen snart igen, men det er jo ikke sket endnu.«

Ligesom temperaturen er stemningen blandt hotelgæsterne også tæt på frysepunktet, fortæller han.

»De første par dage gik det o.k., men nu kan man mærke, at folk er triste og pressede. Mange er frustrerede over, at elselskaberne ikke var forberedt på al den her frost og sne og ikke havde gjort vindmøller og turbiner vinterklar,« lyder det fra Mike Jørgensen.

Han undrer sig også selv over myndighedernes håndtering af det nu ugelange frostvejr.

»De har ikke forberedt os nok på konsekvenserne eller fortalt, hvor vigtigt det var, at vi havde nok mad, stearinlys og batterier. Vi er heldige, at vi kunne tage på hotel, men mange bliver henvist til shelters i downtown Austin – samtidig med at vi får at vide, at al unødig kørsel skal undgås. De fleste af vejene er hverken ryddet eller saltet, så de er virkelig farlige at køre på. Det hænger ikke helt sammen.«