Frygt for nye optøjer og indvandrerkritiske demonstrationer fik onsdag eftermiddag store dele af livet i Belfast til at gå i stå.

Det berørte også danske Martin Nielsen, der siden marts har arbejdet som elektriker i den nordirske hovedstad.

»På sociale medier var der blevet advaret om, at der ville komme ballade klokken 13 lokal tid. Det skabte rigtig meget panik på forhånd, og mange forældre har holdt deres børn hjemme fra skole,« fortæller den 33-årige dansker til B.T.

»Selv blev jeg klokken 12.45 smidt ud fra en Jack & Jones-forretning i et storcenter, og jeg måtte også aflyse en aftale hos en optiker.«

»Stemningen er virkelig anspændt, og folk havde travlt med at ræse væk fra centrum i Belfast. Men heldigvis er der vist foreløbig ikke rigtig sket noget i dag i forhold til i aftes, hvor der blev sat ild til biler, butikker og en bus,« tilføjer Martin Nielsen.

Urolighederne kommer i kølvandet på et blodigt drabsforsøg mandag aften, hvor en 30-årig asylansøger fra Sudan overfaldt en lokal mand i 40erne på åben gade i Belfast.

Med en savtakket køkkenkniv forsøgte den afrikanske mand tilsyneladende at skære halsen over på offeret, der dog takket være øjenvidners resolutte indgriben overlevede, men pådrog sig alvorlige skader. Blandt andet mistede han sit venstre øje.

Det udløste tirsdag aften uroligheder flere steder i Belfast, hvor blandt andet maskerede unge kom i sammenstød med politiet og påsatte brande flere steder.

»I aftes så jeg lidt af balladen, da nogle demonstranter blokerede en rundkørsel. Der er en utryg stemning, og man bliver nødt til at tage det alvorligt, for det kan udvikle sig voldsomt på et øjeblik,« siger Martin Nielsen.

»Det hele startede med knivstikkeriet forleden, så mange udlændinge går rundt med en vis frygt i sig, hvis de er lidt brune i huden. Der behøver jeg heldigvis ikke være så bange, for jeg er hvid og rødhåret,« tilføjer han.

På sociale medier var der blevet advaret om, at der igen onsdag ville blive optøjer i Belfast. Det skete dog ikke som frygtet klokken 13.
På sociale medier var der blevet advaret om, at der igen onsdag ville blive optøjer i Belfast. Det skete dog ikke som frygtet klokken 13. Foto: Paul Faith/AFP/Ritzau Scanpix

Mandagens drabsforsøg fra den sudanske asylansøger skete, efter at spændingerne i Storbritannien i forvejen er taget til.

Det er blandt andet sket efter drabet på en studerende. Han blev døende lagt i håndjern af politiet, efter at han var blevet stukket med en kniv.

Han blev lagt i håndjern, efter at gerningsmanden, som er sikh, ifølge Reuters fejlagtigt hævdede, at han selv var blevet udsat for et racistisk angreb.