Lørdag morgen nåede USA en af de værst tænkelige milepæle i denne tid: 100.000 coronavirus-smittetilfælde.

Den dødelige virus spreder sig med hastig fart i det store land, og rundt omkring i de 50 stater kæmper man for at minimere antallet af dødsfald.

Nogle finder især trøst i deres familier. Nogle finder især trøst i Trump og håbet om, at præsidenten kan løse krisen.

Og så er der nogle, der især finder trøst i Gud.

Danske Catherina Gailey er en af dem.

Catherina og alle børnene.
Catherina og alle børnene. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hun bor i byen Morgan i staten Utah med sin amerikanske mand og deres fire børn.

Hvis du ikke vidste det, så er Utah kendt for at være staten, hvor Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – også kendt som mormonernes kirke – havde sin fødsel.

Og den er Catherinas familie medlem af.

»Vi er medlem af kirken, og jeg beder altid til Gud. Jeg har altid en bøn i mit hjerte, men i disse tider er de lidt anderledes,« fortæller Catherina Gailey til B.T.

Catherina har boet i Utah, siden hun var 17 år, men havde sin opvækst i Odense.

I dag er hun hjemmegående mor til de fire børn, mens manden på amerikansk vis arbejder og sørger for indkomsten i familien.

Derfor har omvæltningen heller ikke været voldsomt stor, da børnene for to uger siden skulle begynde at gå i skole hjemmefra.

»De er dog ret triste, fordi vi havde planlagt en ferie til Florida med hele min mands familie, hvor vi skulle i Disneyland og på krydstogt til Bahamas, men sådan er det,« siger hun.

Utah er en af de stater, der med 480 smittetilfælde er mindst ramt af coronavirussen i USA, og derfor er den kritik af Trump, der ellers breder sig i landet, ikke nået dertil endnu.

Og spørgsmålet er, om den overhovedet gør. Utah har en stor overvægt af republikanske vælgere, der støtter præsidenten.

»Han prøver at gøre sit bedste, og jeg synes, at han gør det godt. Det er rart at se, at de prøver at arbejde godt sammen nu, efter at de prøvede at gå efter ham tidligere på året med rigsretssagen. Vi skal vise ham respekt,« siger Catherina.

Familien samlet.
Familien samlet.
Vis mere

Men når spørgsmålet så kommer om, hvorvidt hun sætter sin lid til, at Trump får løst situationen med de rigtige tiltag, er svaret klart:

»Nej. I disse tider er Gud vores håb. Vi beder for, at vi kan blive raske, og vi har troen på, at Gud stadig elsker os og ser ned på os,« siger hun og fortsætter:

»Det her er forfærdeligt, men det varer ikke for evigt, og nu handler det bare om at stole på, at Gud kan hjælpe os«.

Selv om Utah ikke er voldsomt ramt, og Catherinas by Morgan kun har haft to smittetilfælde, spreder frygten sig stadig i det lille samfund.

»Det er en stor frygt for, hvad der kan ske, men det er også dejligt at se, hvordan vi mormoner hjælper vores naboer i disse tider. Det er sådan, vi er 'opdraget',« siger hun.

Familien har købt ind til at kunne overleve minimum ét år, fordi lederen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i mange år har sagt, at det bør medlemmerne sørge for.

USA er bare på én uge gået fra at have omkring 2000 smittetilfælde til at have 100.000 lørdag morgen.

Men det kan blive meget værre. Flere forskere har tidligere udtalt, at man frygter, at helt op til én million amerikanere kan dø af virussen, hvis den for alvor spreder sig i samfundet, som den er i gang med nu.