I mere end 50 år besøgte danske Arne Rasmussen og hans familie hvert år den norske flod Namsen - blandt andet for at fiske.

Mandag omkom den 92-årige dansker i en drukneulykke i floden i det centrale Norge.

Det bekræfter norsk politi til lokalavisen Namdalsavisa.

Arne Rasmussen fra Vejle blev fundet død efter en kæntring i Namsen mandag eftermiddag.

Ifølge norsk politi var Arne Rasmussen ikke alene i båden, da den kæntrede. Både danskeren og den anden person havde redningsveste på, men de blæste sig ikke op, som de skulle.

Båden endte med bunden i vejret. Den anden person lykkedes med at holde sig fast og fik hurtigt hjælp af et vidne, der havde set kæntringen.

Arne Rasmussen blev fundet efter en redningsaktion, der involverede en helikopter og flere både. Redningsfolk forsøgte sig med livreddende førstehjælp, men danskeren blev erklæret død på stedet, skriver lokalavisen.

Norsk politi har delt navnet på danskeren i samråd med familien, skriver Namdalsavisa.

Udsigt over den norske elv Namsen der er kendt for fiskeri efter laks
Udsigt over den norske elv Namsen der er kendt for fiskeri efter laks Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Namdalsavisa interviewede danskeren for to år siden, hvor han fortalte om sit laksefiskeri i yndlingsfloden.

»Namsen svigter aldrig,« sagde den dengang 90-årige dansker til avisen.

Han besøgte første gang den norske flod i 1973 med sin kone Anne-Lise, som gik bort i 2007.

»Jeg har regnet ud, at jeg i alt har roet på floden her i to til tre år,« fortalte Arne Rasmussen også til avisen i 2023.