Min lærer var i gang med at barrikadere døren med borde og stole, mens vi andre gemte os i skabe og under skriveborde. Alarmen lød igen og igen.

Jeg nåede lige at skrive 'jeg elsker dig' til min far og min mor.

Da jeg begyndte i high school, lærte jeg ret hurtigt noget ganske særligt. Noget, jeg ikke havde regnet med, at jeg nogensinde skulle lære i løbet af min skoletid. Jeg lærte at gemme mig.

Jeg kender alle de bedste steder at skjule sig i mine forskellige klasselokaler, for jeg har scannet rummene igen og igen, så jeg er forberedt, hvis en gunman nogensinde skulle trænge igennem de omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

Frygten for skoleskyderier er blevet en del af min dagligdag.

Jeg ved, hvor jeg finder det skab eller den hyldeplads, der bedst muligt kan skjule mig.

Jeg ved også, hvordan det er at ligge klemt sammen, mast og ængstelig, mens mine venner og jeg venter på at få afklaret, om alarmen betyder, at det virkelig er alvor denne gang, eller om det er endnu en øvelse.

Troede, jeg skulle dø

Tidligere på året var det pludselig ikke længere kun, fordi vi skulle trænes i et dommedagsscenarie og lære at følge sikkerhedsprocedurerne under et potentielt skoleskyderi.

Anna Westberg har danske forældre og har boet i Los Angeles i adskillige år. Til sommer bliver hun færdig med high school. Her står hun foran sin high school.
Anna Westberg har danske forældre og har boet i Los Angeles i adskillige år. Til sommer bliver hun færdig med high school. Her står hun foran sin high school. Foto: Privatfoto
Vis mere

En fredag formiddag lød den velkendte gennemtrængende alarm, men denne gang understregede vores rektor over højttaleren, at det ikke var en øvelse. Der var en active shooter på skolen, sagde han.

Den melding havde vi aldrig hørt før, og med et blev den frygt, vi ellers lidt har vænnet os til, til virkelighed.

Imens læreren fik barrikaderet døren til klasselokalet med stablede borde og stole, og alt lys blev slukket, spredte panikken sig.

Tre andre studerende og jeg løb for at låse os inde i et baglokale, hvor jeg på en eller anden måde fik presset min krop ind bag et smalt bogskab. Andre gemte sig under skriveborde, i skabe eller bag døre.

Vi gemte os i et kvarter, mens vi rædselsslagne lyttede efter udefrakommende lyde. Overbevist om, at vi var den næste skole, der blev ramt af en kugleregn. At vores skole blev den næste overskrift.

Jeg troede, jeg skulle dø og nåede at sende to sms'er til min far og min mor.

I den første stod der: 'There's a shooter at my schoo' (der er en person med et skydevåben på min skol, red.), for i min rædsel nåede jeg ikke at få det sidste bogstav med. I den næste skrev jeg 'I love you'.

Derfra husker jeg egentlig ikke meget mere. Jeg var ude af mig selv af panik, og det sortnede for mine øjne.

En vagt foran Beverly Hills High School i Los Angeles.
En vagt foran Beverly Hills High School i Los Angeles. Foto: Google Streetview
Vis mere

Politi og sikkerhedsfolk

Vores skole er ellers ikke nem at komme ind på. Den er indhegnet på alle sider med meterhøje hegn, der omkranser et gigantisk campus for os 1600 studerende.

Sikkerhedsfolk og politi er på skolens område på alle tidspunkter, stort set døgnet rundt. Den ene hånd på deres våbenhylster, den anden på deres morgenkaffe.

Vi er altså et 'lukket campus', ligesom mange andre high schools i USA er blevet det, i kølvandet på de mange tragiske skoleskyderier de senere år.

Det betyder, at vi ikke kan slentre ind og ud, som det passer os, men skal vente på rad og række og identificeres ud fra vores medbragte id.

Det samme skal forældre og andre besøgende på skolens område.

Skolen går i undtagelsestilstand

Selv det mindste brud på sikkerheden eller mistænkelige personer set i nærheden kan udløse et såkaldt lockdown.

Det betyder, at skolen går i en form for undtagelsestilstand, hvor ingen må hverken forlade eller komme ind i på området, og det er i de situationer, vi skal søge sikkerhed og gemme os bedst muligt, hurtigst muligt.

Når alarmen lyder til et lockdown, starter en lynhurtig tankeproces:

Anna Westbergs high school bag et højt hegn.
Anna Westbergs high school bag et højt hegn. Foto: Google Streetview
Vis mere

Er det en øvelse, eller er der en reel trussel? Hvis jeg gemmer mig nu, kan jeg så mase mig endnu længere ind bag bogreolen, når gerningsmanden – eller gerningsmændene – når frem til vores lokale. Vil det være mere sikkert at løbe ind på det nærmeste toilet? Og skal jeg spilde måske dyrebare sekunder på at gribe fat i min telefon, så jeg kan skrive til mine venner for at høre, om de er okay? Skal jeg skrive til mine forældre, eller er der ikke grund til at gøre dem unødigt bange?

Lærerne har også forskellige procedurer for, hvordan de skal forholde sig under et eventuelt skyderi.

Afhængigt af, hvor de befinder sig, når alarmen går, skal de hjælpe elever med at gemme sig eller guide elever, der er strandet på gangene, ind i nærmeste lokale.

En af vores lærere har tilmed et stort baseballbat stående ved sin dør og har flere gange sagt, at hun vil være klar til at forhindre en potentiel gerningsmand i at trænge ind.

Låst inde i tre timer

Den fredag formiddag, hvor vi fik meldingen om, at der var en active shooter på skolen, lå jeg lammet af chok bag bogskabet i 15 lange minutter.

Først efter et kvarter fik vi at vide, der ikke var nogen fare alligevel, men der var set en person med våben i et shoppingcenter tæt på vores campus, og det var det, der havde udløst det omfattende lockdown.

Politiet havde frygtet, at våbenmanden var flygtet ind på skolens område.

Det tog tre timer, før vi fik lov til at forlade vores klasselokaler, og da vi endelig kom ud, var det til snurrende helikoptere, tv-sendevogne og lettede forældre med tårer i øjnene.

Anna Westberg foran indhegningen til sin high school i det vestlige Los Angeles.
Anna Westberg foran indhegningen til sin high school i det vestlige Los Angeles. Foto: Privatfoto
Vis mere

Chokket efter oplevelsen sad i mig i flere dage bagefter, og jeg havde svært ved at slippe den voldsomme bølge af angst, der pludselig var skyllet ind over mig en ellers helt almindelig skoledag.

Ikke bare noget, vi hører om

Selvom der heldigvis aldrig har været nogen alvorlige episoder på min skole, er jeg alligevel alt for bekendt med konsekvenserne af tragedierne omkring mig.

Skoleskyderierne og deres ofre er ikke bare noget, vi hører om.

Mine venner og jeg kender elever fra andre skoler, der har mistet kammerater. Vi græder, når vi hører om andre uddannelsessteder, der er blevet ramt af skyderi, hvad enten de er en halv time eller 500 kilometer væk, og vi møder kommende ofre, når vi konkurrerer i sportsbegivenheder mod elever fra skoler rundtomkring i området.

Måske møder vi også kommende gerningsmænd.

Det viser sig nemlig, at den 16-årige dreng, der i sidste uge dræbte to elever på Saugus High i Santa Clarita, bare en time væk fra min skole, var langdistance-løber, ligesom jeg selv.

Jeg kunne have mødt ham ved en af de mange samme stævner, begge vores skoler blev inviteret til hen over de sidste to år.

Måske har jeg.