Den ligner næsten et postkort fra Danmark, som den ligger der – den hvide kirke, der rejser sig mod en skyfri, blå morgenhimmel.
Men B.T. er ved Den Danske Kirke i Yorba Linda, en lille forstad med 80.000 indbyggere i det sydcaliforniske Orange County.
Et område, der i modsætning til resten af staten er kendt for sine mange republikanske stemmer.
Klokken er kun lidt i otte, og der er allerede en lang kø foran kirkens fløjdøre, der er flankeret af to amerikanske flag.
Overvejende Trump-støtter
Flere mennesker strømmer til – de fleste med en synlig stemmeseddel i hånden eller under armen. Kirken fungerer nemlig som officielt valgsted til og med selve valgdagen 3. november.
Ud af de 10 vælgere, der vil fortælle os, hvem de stemmer på, er der kun en enkelt, der håber, at Joe Biden og Kamala Harris kan indtage Det Hvide Hus til januar.
Resten håber, Donald Trump bliver genvalgt.

Beder til, det ikke sker
»Jeg støtter den kandidat, der ikke vil rokke ved vores forfatning,« siger Laurie Dickenson, da vi spørger til hendes politiske tilhørsforhold.
»For demokraterne handler det kun om, hvad folk kan få gratis.«
Katie og Cliff Rosa, der bor i nærheden af Den Danske Kirke, har taget deres tre børn med for at aflevere deres valgsedler. Deres stemmer går også til Donald Trump.
»Vi beder til, at der ikke vil blive optøjer og plyndringer og brændte bygninger,« siger Katie Rosa.

Frygter det
Anne-Grethe Krogh Nielsen er præst i kirken og er godt klar over, at Yorba Linda, der har 80.000 indbyggere, er overvejende republikansk.
Selv har hun ikke stemmeret, men hun håber inderligt, at Joe Biden vinder.
»Vi skal have værdigheden og anstændigheden tilbage og se fremad i stedet for at sætte udviklingen i stå og splitte landet ad, som det er sket de sidste fire år,« lyder det fra Anne-Grethe Krogh Nielsen.
»Jeg har været her i 12 år og har i hvert fald aldrig før oplevet et USA så opdelt, som det er nu. Det er ubehageligt, man ikke kan tale sammen og udveksle meninger. Førhen var der grundlæggende respekt for forskelligheden. Det er der ikke mere, og det er trist.«
Hun er urolig for de næste par dage og tiden efter valget, for hun oplever, at følelser og konfrontationer lurer lige under overfladen.
»Uanset hvad der sker, vil der blive ballade. Jeg kan se, hvordan forretningerne i Los Angeles og Hollywood allerede er i gang med at barrikadere sig.«
Splittet menighed
I kirkens menighed, der har cirka 300 aktive medlemmer, anslår hun, at 30 procent læner sig mod Trump, mens resten støtter Biden.
»Vi har medlemmer fra et stort geografisk område og også et bredt politisk område, så vores menighed er et meget godt billede af, hvad USA er lige nu. Splittet og opdelt som aldrig før,« siger den danske præst.
Hendes egen personlige præsidentkandidat forsøger hun nu at holde ude af sine prædikener.
»Jeg er meget påpasselig med ikke at fremhæve Biden frem for Trump, men jeg fremhæver hans politik. Den ligger jo tæt op ad det kristne værdisæt, så de, der lytter efter, hvad jeg siger, ved udmærket godt, hvor jeg står,« siger Anne-Grethe Krogh Nielsen, der gerne taler politik med sine menighedsmedlemmer.
»Grundlaget for mit arbejde som præst er respekt for andre, og det giver mig automatisk en rummelighed, hvor jeg kan møde mennesker, uanset hvor de står politisk.«

Selv om hun ikke er fan af den nuværende præsident Trump, sniger han sig dog altid ind i hendes prædikener.
»I Danmark beder vi for kongehuset, når vi afslutter en prædiken. Her beder vi for præsidenten. Der er jo altid brug for en bøn, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus.«