Genkomsten af Donald Trump som præsident i USA har skabt et helt nyt verdensbillede. 

Ofte har europæiske ledere forsøgt at håndtere Trump ved smiger og at tale ham efter munden. Men måske bør man i virkeligheden gå til angreb, mener dansk politiker.

»Vi har brug for at være offensive over for Trump. Kan vi gennemføre ting, der kan gøre ondt på ham og amerikanere? Det bør vi se på.«

Ordene stammer fra Enhedslistens medlem af Europa-Parlamentet Per Clausen.

Ham mødte B.T. fredag 12. december til en seance med en række danske europaparlamentarikere.

Her spurgte B.T. ind til den nye nationale sikkerhedsstrategi fra amerikansk side.

Svarene fra flere af de danske politikere viste forbløffelse over, at USA kommer med stor kritik af Europa på en lang række punkter.

Per Clausen var en af dem, som kom med en lidt anderledes udmelding.

»Europa har rent faktisk noget at komme med. Vi kan også gøre ondt på USA,« lød det fra Per Clausen.

Efter selve seancen spurgte B.T. yderligere ind til hans ønske om at slå tilbage mod Trump og USA.

Donald Trump har lanceret en række hårde angreb på Europa. Per Clausen fra Enhedslisten mener, man bør slå tilbage.
Donald Trump har lanceret en række hårde angreb på Europa. Per Clausen fra Enhedslisten mener, man bør slå tilbage. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

»Det er ikke et ønske, at vi skal starte en handelskrig med USA. Men vi skal heller ikke bare bøje os over for Trump og eksempelvis sige ja til at købe energi fra USA. EU har rigeligt selv,« sagde Per Clausen.

Her henviste han til, at EU tidligere på året lavede en aftale med netop USA, hvor det blev slået fast, at der skulle købes energi fra den anden side af Atlanten.

For Per Clausen handler det i høj grad om, at Europa ikke bare skal føje Donald Trump konstant.

»Problemet med ikke at udfordre Donald Trump er, at han bare bliver ved med at tromle frem. Sådan en som ham forstår kun magt, og hvis folk presser tilbage.«

Det lyder nærmest til, at du ser Trump på samme måde, som mange ser Putin – som en bølle?

»Der er ikke den store forskel på Trump og Putin, når det kommer til autoritære tendenser,« siger Per Clausen.

»Trump og Putin udgør en trussel mod Europa. Og vi er omringet af dem, så vi skal insistere på at gøre tingene på vores måde,« uddyber han.

Spørger man Moderaternes Stine Bosse, så anser hun det ikke for en reel mulighed at slå tilbage mod Trump.

Medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne Stine Bosse mener ikke, at Europa har ret meget at slå tilbage mod USA med.
Medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne Stine Bosse mener ikke, at Europa har ret meget at slå tilbage mod USA med. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Vi har ikke noget at slå med,« sagde hun helt kort.

Men hun er dog ikke i tvivl om, hvorfor USA og Donald Trump har travlt med at male et billede af Europa som svagt.

»Trump vil gerne have et mere nationalistisk og splittet Europa. Han elsker slet ikke EU. For EU gør, at Europa er stærkere sammen. Og et stærkt Europa kan han ikke udnytte,« sagde Stine Bosse.

Det er langt fra alle danske medlemmer af Europa-Parlamentet, som mener, Trumps nye sikkerhedsstrategi er helt galt på den.

Dansk Folkepartis Anders Vistisen mener eksempelvis, at Trump har en række gode pointer. Og så sagde han blandt andet:

»Vi har ikke opdaget, at USA var i gang med et skifte væk fra Europa.«

Det kan man læse meget mere om her.