Nogle elsker dem, andre venter bare på en god grund til at smide dem ud af storbyerne. De elektriske løbehjul er et hot emne verden over.

I hvert fald er historien om, at dansk polti har sigtet 28 personer for at køre på løbehjul i påvirket tilstand, gået verden rundt.

'Don't drink and scoot,' skriver bl.a. New York Times, der ligesom bl.a. The Guardian, BBC og NZ Herald har bragt historien om politiet indsats mod lovløse tilstande i det københavnske gader.

Ligesom det amerikanske medie lige opfrisker de gældende regler for at køre på elløbehjul i København:

'Man skal være mindst 15 år gammel, have en promille under 0,5 og så må man ikke køre på fortov og i fodgængerfelt.'

Det er bl.a. ulovligt at køre to på et løbehjul.
Det er bl.a. ulovligt at køre to på et løbehjul. Søren Bidstrup

Og deler tweets fra danskere, som brokker sig over løbehjul, der flyder i gaderne, og ikke mindst de meget unge brugere af den populære transportform.

F.eks. den danske journalist Line Holms Tweet: 'Okay, de der elektriske løbehjul i Kbh, ikke? De er lynhurtige, lydløse, uden lys, bliver brugt af børn (under tiden to på ét...) og generelt af folk uden hjelm. Er de ikke en dødsulykke waiting to happen?'

New York Times beskriver også, hvordan elløbehjulene ellers har været en naturlig udvikling af 'den alternative transport', som København er kendt for.

'Mange folk ser løbehjulene som en miljøvenlig tranportform for både pendlere og turister, og de har vist sig at være særligt populære i Danmark, som er førende i forhold til at bekæmpe klimaændringerne,' skriver det amerikanske medie.

Had-kærlighed-forholdet til elhjulene rækker dog også uden for de danske grænser – og måske netop derfor vækker det danske politis aktion opsigt i de udelandske medier.

I sidste uge er myndighederne i Lissabon f.eks. begyndt at give virksomhederne, der ejer løbehjulene, 300 euro i bøde for hvert løbehjul, der bliver efterladt på fortovet.

For en måned siden har borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo, annoceret, at myndighederne vil begrænse antallet af elløbehjul i de parisiske gader.

Kort efter borgmesterens udmelding blev en 25-årig mand på løbehjul dræbt, da han blev ramt af en lastbil. Det var det første uheld med dødelig udgang, som involverede den nye transportform.

»Hver uge er der en ny hændelse – en kvinde der bliver ramt i en park, en ældre person som bliver kørt ned på fortovet og dør,« har Anne Hidalgo ifølge New York Times siden udtalt om det, hun kalder 'anarki' i de parisiske gader.

Hjemme i Danmark har politiet tidligere fortalt til TV2 Lorry, at der i den senere tid er registreret mange overtrædelser af færdselsloven, hvor el-løbehjul har været indblandet.

Dog har han ikke kunnet give et præcist svar på, hvor mange overtrædelser der er tale om.