Han er tidligere idømt en streng straf for narko i Danmark.

Alligevel gik en 51-årig dansker tilsyneladende i en regulær politifælde i Thailand, som kan risikere at indbringe ham en ny, alvorlig straf.

Og efter thailandsk målestok kan det meget vel betyde lang tid bag tremmer under ikke særligt charmerende forhold.

Ifølge det thailandske medie The Pattaya News blev danskeren anholdt for mistanke om handel med narkotiske stoffer.

Anholdelsen fandt sted fredag eftermiddag på en Starbucks-café på The Bangkok Pattay Hospital i den brogede ferieby Pattaya.

Manden har ifølge mediet dansk statsborgerskab, og avisens billeder viser ham blive slæbt væk iført håndjern af civilklædte politifolk.

Anholdelsen kommer efter fund af en række stoffer som blandt andet det stærkt vanedannende metamfetamin hos både thaier og udenlandske statsborgere i området.

Politiet efterforskning – som blandt andet inkluderede brug af undercover-agenter – viser angiveligt, at stofferne stammer fra danskeren.

Det var tilsyneladende et fingeret møde om salg af stoffer, der førte til anholdelsen.

Den danske mand skulle ifølge The Pattaya News have solgt stoffer i området i omkring seks til syv år. En forretning, som angiveligt har gjort ham ganske velhavende.

Ved anholdelsen var han således i besiddelse af nøgler til flere ejerlejligheder og et hus, som han ifølge de thailandske myndigheder har brugt til at forsøge at gå under politiets radar. Også flere køretøjer er blevet beslaglagt.

Ifølge B.T.s oplysninger er den 51-årige mand flere gange blevet dømt for alvorlige narkoforbrydelser ved danske domstole.

Blandt andet blev han i 2007 idømt fire et halvt års fængsel i en sag, der omhandlede handel med amfetamin og kokain sammen med to andre mænd.

På gerningstidspunktet havde han været chef i et fitnesscenter på Frederiksberg, hvor politiet ved en ransagning både fandt amfetamin og hash.

Endnu mere belastende for ham var dog en række aflyttede telefonsamtaler og sms-beskeder, hvor de tre dømte handlede i et fast mønster og ifølge retsformanden ved domsafsigelsen havde talt i et »indforstået, dunkelt sprog«.

Som kodeord for hash, amfetamin og kokain talte de tre mænd eksempelvis om »skjorter«, »rengøringsmidler« og »blomster«.