»Jeg har aldrig set noget lignende.«

Sådan lyder det fra en norsk mand ved navn Jarle Teige fra Tønsberg i Vestfold, der for nyligt stødte på et noget bizart syn.

Da han var på arbejde i byen Drammen, så han nemlig en dansk registreret bil, hvor ejeren havde forsøgt sig med en noget alternativ - omend kreativ - lappeløsning på et punkteret bildæk.

Det skriver TV 2 Norge.

»Det var den orange kant på lappen, der fangede min opmærksomhed. Da jeg kiggede nærmere på den, troede jeg ikke mine egne øjne,« siger han til det norske medie.

»Jeg kunne genkende lappen med et sammen. Det var jo sådan én, vi brugte, da vi reparerede cykler i vores barndom,« fortsætter han.

Det er uvist, hvem der ejer bilen, og hvorfor det har været nødvendigt at benytte sig af den opsigtsvækkende lappeløsning.

TV 2 Norge spekulerer dog i, at det må have været danske turister, som i hast har skullet fixe et hul i dækket, så de kunne køre videre.

»Jeg har virkelig aldrig set noget lignende før. Man ved næsten ikke, om man skal grine eller græde,« siger Jarle Teige til det norske medie og fortæller, at lappen umiddelbart ikke havde den store virkning, da det virkede som om, at der stadig sivede luft ud af dækket.

Ifølge TV 2 Norge er lappeløsningen da heller ikke lovlig, da bildæk i Norge af sikkerhedsårsager skal skiftes uanset hvad, hvis dækket er blevet beskadiget i dæksiden.

I Danmark har det siden 1. januar 2018 ikke været tilladt at bruge propper eller andre tætningsmidler som lapning af dæk.

Dog er det - ifølge Færdselsstyrelsen - stadig tilladt for personbiler at bruge tætningsmiddel og propper som nødtætning, så bilen kan køre hen til et værksted, hvor dækket kan blive lappet af en fagmand. En korrekt og lovlig lapning skal for eksempel altid ske fra den indvendige side af dækket.