Mens tre forskellige brande lige nu hærger Los Angeles, gør Thomas Baron og hustruen sig klar til at blive evakueret.

Thomas Baron er oprindeligt fra Kokkedal, men bor lige nu i den nordlige del af Los Angeles, hvor flammerne i skrivende stund nu terroriserer landskab og bygninger.  

I går - tirsdag - stod han sammen med sin familie og kiggede ud over brandene, der lyste den mørke himmel op med et rødligt skær. Det er »fire season«, som Thomas Baron kalder denne tid på året.

Flammerne i Palisades-branden. Stephen Lam

Efter synet fra baghaven gik de to voksne i familien ind og pakkede i stilhed. De ville ikke vække deres børn og gøre dem urolige:

»Jeg er selv bekymret, og det samme er vores børn. De synes både, at det er spændende og frygteligt på en og samme tid,« siger han til B.T. og tilføjer, at han hele natten har gået rundt og taget billeder af familiens ting af forsikringsmæssige årsager:

»Man ved ikke, om man kommer hjem igen. Brandene hernede kan sprede sig så hurtigt, så pludselig kan vi være i en situation, hvor vi skal hurtigt væk,« understreger han.

Her ses flammerne fra Palisades-branden. Set fra familiens hus. Privat

Thomas Baron, der er selvstændig IT-konsulent, beskriver selv, hvordan hele Los Angeles lige nu er omringet af flammer, og at beredskaber fra nærliggende stater strømmer til for at give hjælpende hænder med.

»Arbejdet hernede er utroligt, og vi anskuer vores lokale brandmænd som helte. De kæmper en brav kamp, og jeg har min dybeste respekt for dem,« siger dansk-amerikaneren, der som noget af det første sikrede, at han fik sine studenterpapirer fra Lyngby Handelsskole med sig.

Mens B.T. taler med Thomas Baron, sover hans børn stadigvæk. Klokken er 4:30 og han følger nøje en app, der viser flammernes udvikling. Den er efterhånden blevet en vital del af tilværelsen i denne del af USA.

Det er nemlig ikke første gang, at en skovbrand udvikler sig til en regulær naturkatastrofe. Også i 2019 hærgede flammerne Los Angeles, den sydvestlige stat, og denne episode er solidt indprentet i IT-konsulentens bevidsthed:

»Et af vores børn kan godt huske dengang i 2019. Vores lokale supermarked brændte ned, så det kom pludselig meget tæt på,« fortæller han, mens han forklarer, at han forholder sig roligt.

»Vi ved, at myndighederne kommer og banker på, hvis vi skal væk. Lige nu afventer vi.«

Branden har sendt 30.000 mennesker på flugt og hærger lige nu store dele af Los Angeles. Myndighederne ved ikke endnu, klokken 14:30 dansk tid, hvordan branden er opstået.

Følg den dramatiske udvikling i Los Angeles i B.T.s LIVE-blog lige her