To franske teenagere mistede onsdag livet i en tragisk drukneulykke på den græske ø Rhodos.

15-årige Annika, hendes lillesøster og deres far Tommy befandt sig på selvsamme hotel og var vidner til, hvordan gæster og redningsmandskab forgæves forsøgte at redde pigernes liv.

»Vi var henne og spille tennis, og da vi kom tilbage, lå den ene pige og fik hjertemassage af nogle andre gæster,« siger Annika og påpeger, at der ikke var nogen hjertestarter på stedet.

Hun fortæller endvidere, at den lille familie, der ankom til Rhodos tirsdag, derfor gik op på deres hotelværelse og ventede.

Først 10 minutter senere hørte de sirenerne fra en ambulance, der ankom til stedet, hvorefter de ventede yderligere 10 minutter, før de gik ned til poolen.

På daværende tidspunkt var den første piges søster også fundet livløs i poolen, og nu var det i stedet hende, der fik hjertemassage ved poolkanten.

Ifølge Tommy har familien ikke modtaget nogen form for informationer eller krisehjælp af hotellet i forbindelse med hændelsen.

Det er på trods af, at de to teenagepiger på henholdsvis 16 og 19 år mistede livet for øjnene af nærmest hele hotellet.

»Det var ubehageligt. De havde forsøgt at skærme af, men alle kunne jo se det, så det er mystisk, at vi ikke har hørt noget,« siger Tommy og bliver suppleret af Annika:

»Jeg synes ikke, hotellet har håndteret det rigtigt. Der var rigtig mange, der så det, da det skete lige foran snackbaren, men vi har for eksempel selv måttet læse os frem til, hvad der er sket på internettet,« siger hun.

Ifølge The National Herald var de to franske piger på familieferie med deres forældre og to yngre søskende.

Pigerne kunne ikke svømme, men havde alligevel bevæget sig ud i den dybe ende.

Hændelsen fandt sted kort efter klokken 18 den 31. juli, hvor livredderne netop var gået hjem. Det er uvist, hvorfor hotellet ikke havde livreddere vagtsat, indtil poolens lukketid.

Anklagemyndigheden har ifølge National Herald nu beordret, at hotelmanageren bliver afhørt i sagen.

Det var den 16-årige, der i første omgang blev fundet flydende livløs i poolen.

Den 19-årige blev senere fundet på bunden af poolen, da forældrene blev klar over, at hun var forsvundet. Ifølge efterforskere tyder det på, at den 19-årige druknede i forsøget på at redde sin søster.