Den danske håndboldspiller, der bor og arbejder i Magdeburg, Michael Damgaard er dybt rystet efter fredagens angreb på julemarkedet. 

For udover at bo i byen, der er i chok efter angrebet, var håndboldspilleren med sin familie til julemarkedet dagen inden angrebet. 

Det fortæller Michael Damgaards far, Benny Damgaard, til lokalavisen Folketidende

»De er selvfølgelig dybt rystet over det, der er sket, og ønsker at bearbejde hændelsen i ro og fred. De har fået vished for, at der ikke er nogle af deres nærmeste venner og bekendtskaber, der er blevet ramt, men de ved endnu ikke om, der er nogle af børnenes venner i skoler eller daginstitutioner, der har været involveret,« siger Benny Damgaard.

Familien, der tæller Michael Damgaard, hustruen Anne-Sofie og tre børn, hvor den ældste er otte og den yngste kun et år, havde spadseret på lige præcist den gade, hvor bilen kom kørende fredag aften. 

Angrebet har ind til videre kostet fire mennesker livet, mens flere er svært kvæstede. 

Folketidende skriver, at Michael Damgaard ikke har ønsket at uddybe sine oplevelser til avisen. 

Men Benny Damgaard har været i kontakt med sønnen efter fredagens blodige hændelse. 

Michael Damgaard er 34 år og spiller til dagligt håndbold i SC Magdeburg. Derudover spiller han på det danske herrelandshold.