En dansk familie udløste i går et større trafikuheld på vej syd gennem Tyskland.
Det skriver JydskeVestkysten.
Der var seks kvæstede, heraf nogle alvorligt, på motorvej A7 ved Großenaspe syd for Neumünster på vej mellem Flensborg og Hamborg.
Den danske families tagboks sprang op på motorvejen, hvorefter indholdet fløj ud i trafikken.
Det førte til flere hårde opbremsninger, hvor en anden dansker reagerede for sent og kørte op bag i en tysk familie. Deres køretøj blev dermed slynget ind i et andet køretøj, og familien blev hårdt kvæstet.
Deres lille barn på omkring et år blev fløjet på sygehuset i Hamborg i helikopter. De meldes dog alle uden for livsfare.
Begge danske familier slap uden større skader.
Motorvejen var ifølge JydskeVestkysten spærret i flere timer på grund af uheldet.



