Vi har længe hørt, at den russiske invasion i Ukraine har betydet, at de europæiske lande er vågnet op.

At de har indset truslen fra Putin i øst og nu opruster. Men det er langt fra tilfældet i det omfang, som kan blive nødvendigt. Og nu frygter eksperter, at det kan ende helt galt i Europa.

»Europæere og deres ledere må forstå faren, der er i øjeblikket.«

Sådan lød det i den afsluttende del af en artikel i det kendte magasin Forbes torsdag 7. december.

Artiklen er en lang, dyster læsning for en lang række europæiske lande de kommende år.

Den er baseret på en analyse af professor Justin Bronk fra Royal United Services Institute i London. Analysen har titlen 'Europa må med al hast forberede sig på at skræmme Rusland bort uden storstilet hjælp fra USA'.

Og det er sådan set også den overordnede pointe i artiklen fra Forbes.

For mens Rusland og Vladimir Putin gennem de seneste måneder har gjort det klart, at de er parate til en lang krig i Ukraine ved at øge næste års militærbudget og øge mængden af soldater i den russiske hær markant, så kan Europa snart komme til at stå i en situation, hvor de skal forsvare sig uden hjælp fra USA.

Det skyldes blandt andet, at USA – som det er nu – står i en situation, hvor der er stigende modstand internt mod at støtte udenlandske krige.

Netop nu blokerer republikanerne alle Joe Biden og demokraternes forsøg på at få storstilet hjælp frem til blandt andet Ukraine.

Samtidig kan USA om mindre end et år stå med Donald Trump som præsident og republikansk flertal i et eller begge kamre i Kongressen.

Trump har ved flere lejligheder luftet sine tanker om at trække støtten fuldstændig til Ukraine og lukke krigen på én dag, som han har udtrykt det.

Og selv hvis ikke Donald Trump vinder præsidentposten, så kan begivenheder andre steder i verden ende med at flytte USAs fokus væk fra Europa.

Det sker, lyder det i analysen og i Forbes' artikel, hvis Kina vælger at invadere Taiwan.

I så fald kan store dele af USAs militære fokus blive flyttet fra Europa til Østasien og øen, som Joe Biden har sagt, han vil beskytte militært, hvis Kina går ind.

Og så kan Putin udnytte situationen.

»Og hvis den russiske diktator Vladimir Putin kan opnå sit mål om at ødelægge det frie Ukraine inden et muligt kinesisk angreb på Taiwan, så kan han vælge det øjeblik til at fortsætte sit angreb på demokratiske Europa,« lyder det i artiklen.

Dermed vil Europa blive efterladt sårbart over for yderligere russiske angreb.

»Under republikansk lederskab vil USA måske svare på kinesisk og russisk aggression ved at gøre … ingenting. Uanset hvad vil Europas demokratiet være efterladt til sig selv,« skrives det videre.

Den dystre artikel i Forbes er blevet delt på X af den nu pensionerede, danske brigadegeneral Carsten Rasmussen.

Og han har bidt mærke i en meget specifik del af artiklen.

Den omhandler, at langt de fleste europæiske lande, selv efter snart to års krig, ikke har formået at opruste væsentligt.

Den deler han på X med følgende bekymrede ord:

'Europa kan meget snart stå i en situation, hvor man ikke kan undgå en konflikt med Rusland – og efter 22 måneders krig på kontinentet er de europæiske lande (-Polen) end ikke begyndt at opbygge den nødvendige kapacitet. Håb er en naiv og farlig strategi.'