»Det er et godt spørgsmål, og det må du ringe og spørge Donald Trump om.«
Forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen er klar i mælet, da B.T. mandag aften ringer.
Vi har spurgt ham, om den amerikanske præsident vil stille sig tilfreds med, at den danske regering i samarbejde med flere partier netop har indgået en milliardaftale om oprustning omkring Grønland.
Ifølge aftalen skal der bruges 15 milliarder kroner på blandt andet at få bygget tre nye inspektionsskibe til regionen.
»Det er ikke sikkert, at det er nok,« siger Peter Viggo Jakobsen videre om aftalen.
»Har Donald Trump fået den idé ind i sit hoved, at han skal overtage Grønland, og er han villig til at erstatte et dansk bloktilskud med et amerikansk for at se lækker ud på hjemmefronten, så er intet jo nok,« slår han fast.
»Der er ikke noget rationelt i det, Donald Trump har gjort. For han har jo allerede reelt militær kontrol i Grønland,« siger Peter Viggo Jakobsen desuden.
Han peger på, at Danmark ikke synes at kunne få ud af Donald Trump, hvad det er, han gerne vil have os til.
»Hvordan kan vi levere det rigtige svar fra dansk side, når vi ikke kender spørgsmålet«, spørger Peter Viggo Jakobsen.
»Donald Trump kan hele tiden hæve barren for, hvad det er nok, og derfor er det så svært.«
»Danmark kan ikke forsvare Grønland, så uanset, hvor meget vi gør, afhænger det jo i sidste ende af, hvad Donald Trump mener, og hvad han vil,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Han pointerer, at det heller ikke er sikkert, at en dobbelt så stor dansk investering havde været nok.
De tre nye skibe kan være klar og i aktion om fem-seks år, hvis alt går godt. Men der er Trump jo efter al sandsynlighed væk, så kan han bruge det?
»Det er normal standard. Skibene er ikke tegnet endnu, så vi skynder os langsomt,« siger Peter Viggo Jakobsen.
»Donald Trump kan tage de sejre, som han selv finder på, så hvis han vil tage de skibe som en sejr alligevel, så kan han gøre det. Igen, det er svært at sige, hvad han vil gøre,« forklarer han.
Peter Viggo Jakobsen foreslår et alternativ, som er hurtigere end at bygge tre skibe.
»Vi kunne købe nogle P-8'ere, som er amerikanske patruljefly, og så kunne vi købe amerikanske missiler,« siger han.
»Det ville i hvert fald give amerikanske arbejdspladser, men hvor tilfreds Donald Trump ville blive, ved vi selvfølgelig stadig ikke,« slår Peter Viggo Jakobsen fast.