Fem døde og to sårede.

Tallene for onsdagens tragedie i den norske by Kongsberg taler sit tydelige sprog.

Men i efterdønningerne af kaosset, hvor en dansk statsborger bevæbnet med bue og pil gik amok, rejser der sig nogle helt centrale spørgsmål. Et af dem: Hvordan kunne det lade sig gøre, at så mange blev ramt af gerningsmandens dødbringende pile?

Martin Damsbo, der er dansk bueskytte og har jagttegn, kan ikke udtale sig om de konkrete forhold fra onsdagens angreb, men har ud fra en generel betragtning om bueskydning svært ved at forstå, hvordan den danske statsborger – en 37-årig konvertit bosiddende i Norge – havde 'held' med at få træf på så mange ofre.

»Det er ufatteligt, at det kunne lade sig gøre. Det er virkelig svært at skyde med bue på den her måde. En ting er at stå helt stille og sigte på en skive – det kan være svært nok – men at skyde efter et mål, der bevæger sig, det er endnu sværere.«

Martin Damsbo studser også over en anden detalje, der gør onsdagens ugerning endnu sværere at begribe.

Pilene, den 37-årige angiveligt har brugt under sit angreb, har ifølge Martin Damsbo intet med buejagt at gøre.

»Det ligner næsten noget, man kan købe i BR eller i en hobbyforretning. De er meget tynde og har intet med jagtpile at gøre,« siger Martin Damsbo som en kommentar til de billeder, der florerer fra angrebet,.

Her kan man se gerningsmandens pile have boret sig ind i vægge og husfacader rundt omkring i den norske by.

Martin Damsbo kan ikke sige noget om, hvorvidt det kræver træning at begå den udåd, som den 37-årige begik onsdag aften.

»Jeg tør ikke gisne om, at han er trænet eller ej. Men man kan spørge på en anden måde: »Hvis du tager en kniv i køkkenskuffen, har du så knivkundskab,?« spørger Martin Damsbo retorisk og fortsætter:

»Det eneste, jeg kan sige, er, at der er ingen buejægere, der ville gå i den her retning. Alle, der praktiserer bueskydning og buejagt, er instrueret i en række meget skrappe krav om, hvad man må og ikke må, samt hvordan man håndterer buen. Det her er en gal mands værk.«

På et pressemøde torsdag formiddag kom det frem, at den 37-årige mand er konverteret til islam, og at poltiiet tidligere har fået underretninger om radikalisering.

Disse underretninger er ifølge politiet blevet fulgt op på, og der har ikke været underretninger i 2021.

Det vides endnu ikke, hvilke forudsætninger for at skyde med bue, den danske gerningsmand har haft, men ifølge Steinar Risinggård, der er formand i Norges Bueskytterforbund, kræver det hverken særlig tilladelse eller jagttegn at købe bue og pil, da det blandt andet bruges som idrætsudstyr.

Steinar Risinggård siger desuden, at det på nuværende tidspunkt ikke ser ud som om, at gerningsmanden har tilknytning til bueskyttermiljøet.